Store Heddinge

Beethovensonater i Snurretoppen på søndag

Store Heddinge: Det Jyske Konservatorium afholder to koncerter i Snurretoppen på søndag, udelukkende med musik af Beethoven

Søndag den 30. september giver professor Anne Øland med sine studerende fra Det Jyske Konservatorium to koncerter i Snurretoppen, hvor der udelukkende spilles Beethoven. Det er en udløber af et projekt, hvor de klaverstuderende og –undervisere ved Det Jyske Konservatorium i samarbejde med studerende fra Tchaikovsky-konservatoriet i Moskva, opfører Beethovens 32 sonater over en koncertrække på syv koncerter i Musikhuset Århus i dagene 8-14. oktober 2012.

I Snurretoppen, vil de klaverstuderende og –undervisere spille to koncerter med Beethovensonater. Der vil blive spillet både nogle af Beethovens tidlige, og sene sonater. Pianist og professor Anne Øland vil præsentere de enkelte sonater ved de to koncerter på denne dag. De studerende vil være bredt repræsenteret fra alle årgange lige fra 1. års studerende, kandidatstuderende til solistklasse-studerende.

Billetprisen per koncert er 100 kroner for ikke-medlemmer og 50 kroner for medlemmer af Kulturloftet.

Musikskoleelever gratis adgang.

De to forskellige koncerter finder sted på søndag den 30. september klokken 13.30 og klokken 16.

 

Kommentarer