Store Heddinge

Bent Møllers møbelbutik skal flytte

Bent Møller har med meget kort varsel fået at vide at han skal fraflytte lokalerne på Rengegade 31 inden den 1. januar.

Bent Møller flyttede i foråret 2013 sin møbelafdeling til de forhenværende Jacobil lokaler mellem Aldi og Shell, på Rengegade 31. Siden da har møbelafdelingen holdt til i det 500 kvadratmeter store udstillingslokale, på en tidsbegrænset lejekontrakt, først for en treårig periode og dernæst for to år.

Bent Møller har længe forsøgt at forlænge lejemålet på de i alt 1.200 kvadratmeter, der desuden fungeret som lagerplads, men først i starten af denne uge fik han et endeligt afslag.

Læs også: Bent Møller flytter møbelafdelingen

Ifølge Stevnsbladet har der det seneste halve år verseret rygter om, at bygningen skal rives ned, så der bliver mulighed for at bygge noget andet.

– Den (møbelbutikken red.) forsvinder ikke. Vi må handle hurtigt og finde et nyt sted, hvor vi kan genåbne møbelbutikken, siger Bent Møller til Stevnsbladet og lover at fortælle, hvor møbelforretningen flytter hen, lige så snart han har fundet det helt rigtige sted.

Kommentarer