Beredskabschefen har fået brandvæsnets hæderstegn
Store Heddinge: Jan Behrens Kristiansen, beredskabschef i Stevns Kommune, har været aktiv i tjenesten i 40 år
Mandag den 2. juni fik Jan Behrens Kristiansen, der er beredskabschef i Stevns Kommune, »Hæderstegnet for god tjeneste i brandvæsenet«, efter 40 som aktiv i tjenesten.
Jan Behrens Kristiansen har været beredskabschef i Stevns Kommune siden den 1. april 2011. Før det var han ansat som viceberedskabschef i Roskilde Brandvæsen.
Jan Behrens Kristiansen har ansvaret for drift og udvikling af det forebyggende område efter beredskabsloven, generel forebyggelse i kommunen i samarbejde med risikoordinator, drift af brandtjenesten og frivilligenhedens 50 frivillige med videre.
Hæderstegnet blev overrakt af borgmester Mogens Haugaard Nielsen og bagefter blev det fejret med en kage.
Fotos: www.facebook.com/StevnsKommune
Hæderstegnet benævnes »Hæderstegnet for god tjeneste i brandvæsenet«. Det præges i sølv og formes som en medalje, der på aversen bærer Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Andens kronede kongelige navnetræk, og på reversen en brandhjelm, som hviler på en brandøkse og et strålerør, der er krydslagt, samt indskriften »FORTJENT«.
Hæderstegnet bæres på venstre side af brystet i et gult silkebånd, der knyttes på samme måde som danske ordensbånd. Til uniform kan båndet bæres på samme måde som ordensbånd. Indehavere af øvrige danske dekorationer bæres hæderstegnet til venstre for disse. Tilsvarende gælder, hvis båndet bæres alene.
Hæderstegnet tildeles af Direktøren for Beredskabsstyrelsen efter indstilling af den kommunale beredskabsmyndighed eller Beredskabsstyrelsen.
Adgang til at få hæderstegnet har enhver, der i 25, 40 eller 50 år har forrettet god tjeneste i dansk brandvæsen og i øvrigt ved sin vandel har gjort sig fortjent til en udmærkelse. Dette gælder således alle, der er ansat i et kommunalt brandvæsen eller i Beredskabsstyrelsen, samt brandfogder og medlemmer af de frivillige brandværn i Sønderjylland.
Kilde: Beredskabstyrelsen
Kommentarer