Tilfredshed hos Radikale Venstre Stevns
De Radikale Venstre kan se tilbage på en fremgang, ved kommunevalget blev det til 40 procent mere end ved valget før. Alligevel nåede de Radikale ikke målet om at få genvalgt begge kommunalpolitikere. I stedet for måtte de med i den brede konstituering.
For anden gang står Radikale Venstre uden nogen formandspost. Hos formanden for de Radikale Venstre er der både tilfredshed og optimistisk at spore.
Også i år er det en stor fornøjelse at aflægge beretning på vores generalforsamling.
Det sidste år har igen været et godt år for Radikale Stevns. Det skyldes primært Lines og Jørgens solide, vedholdende, visionære og grundige arbejde, der har givet os tydelig indflydelse på den førte politik i Stevns kommune – og et rigtig godt resultat ved regions- og kommunalvalget i efteråret. Det kan være lidt svært at betragte valgresultatet som godt, når det ikke lykkedes at få valgt både Line og Jørgen. Men en stigning i stemmetallet på ca 40% må betragtes som absolut tilfredsstillende.
Radikale på landsplan
Vi har en velfungerende folketingsgruppe hvor mf’ere markerer sig godt på de politikområder de dækker – også den sjællandske fra vores storkreds, som primært profilerer sig på de værdipolitiske områder.
Det er nu tredje år med Svend som landsformand mens der blev valgt ny næstformand – Bitten Schjødt Kjær. Svend og Bitten har fået etableret en særdeles velfungerende samarbejde og har fortsat arbejdet med fornyet organisering og afvikling af bl.a. hovedbestyrelsesmøderne. Også arbejdet i vores forskellige dialogfora er blevet videreudviklet. Begge dele har betydet et kvalitetsløft af arbejdet i landsforbundet.
Oppositionsrollen er desværre fortsat hverdag for folketingsgruppen, men den giver mere tid til politikudvikling. Jeg synes vore ordførere løfter deres opgaver særdeles kompetent og at de udmeldinger vi har set det seneste år er grundigt forankret i radikale kerneværdier – hvilket glæder mig rigtig meget! – Nej til kontanthjælpsloft; Nej til uddannelsesloft, nyt energiudspil, nej til voldsomme besparelser på DR mm.
Ved efterårets regions- og kommunalvalg oplevede vi at sidste års udmelding om altid at have fokus på det næste valg – uanset om det er folketingsvalg eller kommunal- /regionsrådsvalg – blev fulgt op. Støtten fra landsforeningen og sekretariatet på Christiansborg var betydelig mere omfattende end det er set tidligere. Tak for det!
DET NÆSTE VALG ER ALTID DET VIGTIGSTE VALG.
På trods af Radikale Venstres Stevns beskedne størrelse, deltager vi i en del landspolitisk arbejde:
- Hovedbestyrelsen (Bjarne valgt i Region Sjælland, Tyge valgt som suppleant på Landsmødet)
- Dialogforum for uddannelse og Forskning (Bjarne medlem af styregruppen)
- Deltagelse i Folkemødet på Bornholm
- Deltagelse i udarbejdelse af politiske programmer og holdningspapirer, ved løbende kommentering af de nedsatte gruppers arbejde.
Radikale i Region Sjælland
Også valget til regionsrådet gik rigtig godt. Det lykkedes at få valgt to medlemmer til regionsrådet – genvalg til Anne Møller Ronex og nyvalg til Lars Hoppe Søe. Med to regionsrådsmedlemmer er det blevet muligt at fordele ansvarsområderne og sikre at radikale synspunkter bliver tydelige indenfor de regionspolitiske områder.
Foruden arbejdet med regions-valgprogrammet, har der været afholdt regionale uddannelseskurser for kandidater til regions- og kommunalvalg og andre interesserede. Vi har deltaget med en eller flere på alle kursusdage, og været meget tilfredse med kurserne.
Det var et stort ønske, at der blev opstillet kandidater fra alle kommuneforeninger til regionsrådsvalget. For Radikale Stevns stillede Bjarne op som kandidat til regionsrådet.
Radikales Opstillingskredsforsamling Faxe
Opstillingskredsforsamlingen er jo nedlagt som selvstændig enhed. Tilrettelæggelsen og afholdelse af opstillingsmøder til valg af kandidater til folketingsvalg foretages nu som et samarbejde mellem Faxe og Stevns kommuneforeninger. Line er – til vores store glæde – fortsat vores folketingskandidat og vi forventer hun bliver genvalgt på det kommende opstillingsmøde d. 24. april i år. Vi glæder os til at støtte hende alt det vi kan til næste folketingsvalg!
Radikale i Stevns Kommune
2017 var et noget turbulent politisk år i Stevns kommune. Et år præget af usikker politisk ledelse og voldsomme interne opgør i andre partier. Det medførte dannelse af flere lokallister. Den flertalsgruppe der opstod, har dog fungeret betydelig bedre end man måske umiddelbart skulle have forventet.
Radikale Stevns har haft en lille medlemsfremgang på et medlem i 2017 – to nye medlemmer og et medlem er fraflyttet kommunen. Det betyder vi ved årsskiftet havde 21 medlemmer, og da alle har betalt kontingent rettidigt, udløser det 2 delegerede i vores delegeretforsamlinger. Dejligt vi har fastholdt 2 delegerede. Desværre er medlemstallet for netop faldet med 1, da et af vore ældre medlemmer er død (Kate Brammer). Vi har altså nu 20 medlemmer.
Jeg håber det flotte politiske arbejde vores KB-medlemmer leverer, og den øgede synlighed det giver, sammen med de politiske resultater vi opnår i det kommunalpolitiske arbejde, vil betyde medlemsfremgang også i det kommende år.
Konstitueringsforløbet ifm kommunalvalget i november rummede undervejs flere overraskelser. Vi glæder os over at den første meget smalle konstituering ikke blev den endelige. Den nuværende konstituering – som vi lige nåede at komme med i – vurderer jeg er den bedst tænkelige med den sammensætning kommunalbestyrelsen fik. Jeg vil gerne her udtrykke stor respekt for Steen S Hansens håndtering af kampen om borgmesterposten. Etableringen af den nye flertalsgruppe har vist sig at være ganske velfungerende hvilket blandt andet kommer til udtryk i det netop færdiggjorte politikpapir for valgperioden. I forbindelse med konstitueringen fik Line ingen udvalgsformandspost. Det ville formentlig have krævet at der blev oprettet et udvalg mere, og det ønskede vi ikke. Til gengæld lægges op til etablering af et §17 stk.4-udvalg- hvor vi formentlig får en central placering. Vi er nu repræsenteret i Plan-, Miljø- og Fritids-udvalget (PMF) og Arbejdsmarked, Erhverv og Turisme (AET) samt i det koordinerende KB?-udvalg.
Et af vore slogans er jo: ”Radikale samarbejder – med de der vil”! Nu viser vi igen at vi mener det!
”Radikale lytter”! – er et andet af vore slogans. Det mener vi også! At lytte er ikke det samme som at lade andre afgøre hvad man skal mene. Vi lytter for at sikre indflydelse og kvalificere vores beslutningsgrundlag. Radikale betragter fx ikke interesseorganisationer som modspillere, men som aktive medspillere og ønsker derfor at inddrage dem i beslutningsprocesserne.
Omtale af de konkrete kommunalpolitiske sager overlader jeg til Line.
Foruden deltagelse i kommunalbestyrelsens arbejde, deltager radikale også i andre kommunale udviklingsprojekter og aktiviteter – fx
- Musikskolen (Line)
- Folkeoplysningsudvalget (Line)
- LAG/Udvikling Stevns (Bjarne)
- Mødestedet Snurretoppen (Bjarne og Line)
- Stevns Fyr (Bjarne og Michael)
- KLIM – tværpolitisk klimagruppe (Michael & Tyge)
- Frivillige Mentorer/Headspace (Bjarne)
- Frivillighedscenteret i Hårlev (Bjarne)
- Horisonten STU (Bjarne)
- Danmarks naturfredningsforening (Michael)
- Og mange flere…….
Vi vurderer stadig, at en bred involvering i aktiviteter der kan medvirke til at udvikle erhvervs- og levevilkår i Stevns Kommune er vigtig for Radikale Stevns.
I det kommende år foreslår vi at have følgende indsatsområder
- Øge kontakt med og involvering af radikale medlemmer på Stevns
- Fortsat synlighed i den politiske debat
- Øget rekruttering af nye medlemmer.
- Øget informationsniveau – bl.a. få etableret en ordentlig hjemmeside
- Afholdelse af politiske debatter – gerne arrangeret i samarbejde med andre partier
- Deltagelse i andre arrangementer – fx grundlovsarrangement, Stevns Erhvervsråd mm.
Og fortsat arbejde med
- Fokuseret og differentieret bosætningspolitik
- Fokus på differentieret kommuneudvikling – byer, landsbyer og det åbne land
- Fokus på uddannelse – for børn, unge og voksne
- Fokus på grøn klima- og energipolitik
- Fokus på en økonomisk veldreven kommune
- Fokus på trivsel – for kommunens borgere og medarbejdere
- Fokus på kommunens kerneydelser
- Fokus på fysisk og digital infrastruktur
– Jeg vil afslutningsvis gentage min store respekt for Line og Jørgens store og kvalificerede arbejde – Jeg er stolt af Stevns og stolt af at være repræsenteret af Line og tidligere også Jørgen i KB – særlig når de så tydeligt viser at: Det handler om mennesker! Bjarne Hendrichsen
Kommentarer