Strøby Egede

Beruset mand gik amok i Strøby Egede

anholdt

Strøby Egede: Politiet måtte trække stavene for at pacificere en stærkt beruset 41-årig mand fra Greve

Skærtorsdag den 17. april klokken 22.38 blev politiet kaldt ud til Stevnsvej i Strøby Egede. En 41-årig mand fra Greve var i stærkt beruset tilstand gået amok mod flere forbipasserende bilister på Stevnsvej. Det skriver Dagbladet.

Manden var kommet gående i vejsiden mens han forsøgte at få forbipasserende bilister til at stoppe. Tre bilister stoppede, hvorefter den aggressive mand bankede løs på bilerne, sprang op på køleren og flåede vinduesviskerne af.

Det lykkedes for politiet at få lagt manden i håndjern og få ham ind på bagsædet i patruljevognen. Herfra forsøgte manden blandt andet at få patruljevognen til at køre galt ved at flå i gearstangen. Han kom også med adskillige verbale trusler.

– Han opførte sig fuldkommen vanvittigt og nåede at sparke en kvindelig betjent på skinnebenet. Her blev det nødvendigt at trække stavene, og han har fået ét slag for at pacificere ham, lyder det fra politiet i Køge.

Den 41-årige tilbragte natten i detentionen på politigården i Roskilde.

Manden kan nu se frem til et retsligt efterspil. Han er sigtet for tre tilfælde af hærværk mod biler i Strøby Egede, for vold og trusler mod tjenestemænd i funktion og for at forvoldt fare for andres liv og helbred ved at forstyrre patruljevognens kørsel. Det skriver Dagbladet.

Kommentarer