Store Heddinge

Bibliotekerne har fået penge af Kulturregion Storstrøm

Stevns Kommune’s biblioteker har fået tilskud til at etablere skriveværksteder og litteraturgrundkursus for unge i kommunen

Kulturregion Storstrøm og Kulturministeriet er i den nuværende kulturaftale blevet enige om at fokusere på at synliggøre de mange kulturtilbud der findes i området, ligesom talentudvikling, internationalt samarbejde og de nære lokale kulturprojekter også står i fokus. Derfor er der oprettet flere puljer under Kulturregion Storstrøms kulturaftale, der kan søges til projekter som arbejder i disse tiltag.

Der var kommet mange gode ansøgninger til den første ansøgningsrunde, og det har været særlig glædeligt at se at der allerede er kommet flere ansøgninger på projekter, der ikke bare vil kunne skabe helt nye kulturtilbud til borgerne i de seks aftalekommuner, mens som også viser at man allerede er begyndt at skabe helt nye og brede samarbejder på tværs af kommuner, institutioner og faggrænser.

– Vi har de samme udfordringer i hele regionen, også på kulturområdet, og vi tror på, at vi får bedre tilbud til borgerne i kommunerne, når vi bliver bedre til at samarbejde og bruge hinandens kompetencer. Det er der flere gode bud på i de indsendte ansøgninger til den første ansøgningsrunde, siger Birthe Helth, formand for Den Politiske Styregruppe i Kulturregion Storstrøm.

Hvem har fået tilskud?

  • Østdansk Turisme har fået penge til at synliggøre projekt ”Attraktive Byrum”, hvor unge skal lave film om deres egen by på deres egne præmisser.
  • Egnsteatrene i kulturregionen har fået tilskud til et ”Inspirationslaboratorium”, som er en række kunstneriske laboratorier hvor teatrene inviterer professionelle kunstnere fra andre fagområder til at mødes og udforske universet for inspiration og kunstnerisk skabelse.
  • Musikskolerne i hele kulturregionen har fået penge til at udvikle en rytmisk linje og en folkemusiklinje på Talentakademiet Storstrøm, som allerede har en klassisk linje.
  • Talentskolen i Næstved og alle biblioteker i aftalekommunerne har fået tilskud til at etablere skriveværksteder og litteraturgrundkursus for unge i hele kulturregionen.
  • Foreningen NyXus har fået tilskud til nycirkus workshops og små forestillinger i byrummet i udvalgte byer i kulturregionen.
  • Og endelig er der givet støtte til at ”Iceland Dance Company” kan give en forestilling i Kulturregionen, som det eneste sted i Danmark, i forbindelse med dette års Lys Over Lolland Kulturfestival.

Kommentarer