Store Heddinge

Bibliotekerne klar med ny række it-kurser

Stevns Kommune: Bibliotekerne melder klar med endnu en række it-kurser på bibliotekerne og i landsbyerne

Bibliotekerne fortsætter med at lære flere borgere i Stevns Kommune at bruge it.

Projekt internemt, som er Stevns Kommunes tilbud til borgerne om gratis it-kurser, fortsætter nu med endnu en række kurser.

– De kurser, vi afholder, kan man kalde ’kickstart’-kurser, for at bruge et populært ord, fortæller projektleder Marianne Sivertsen,

– de er nemlig introduktionskurser, som skal hjælpe borgerne i gang med at bruge it, og give dem mod på selv at prøve sig frem og lære mere.

– Det, at vi kun giver små doser lærdom ad gangen på kurserne, gør dem meget populære – og deltagerne er rigtig glade for de overskuelige navigationssedler, som de får med hjem, og som er en støtte og hjælp, når de selv skal prøve det nye derhjemme, fortæller Marianne Sivertsen videre.

Der tilbydes en ’grundpakke’, som består af 6 enkeltstående kurser á 2 timer: Musetræning – Internet – E-mail – NemID – Digital postkasse – Kommunens hjemmeside.

Der er altså nyt emne hver gang.

Man skal tilmelde sig hvert enkelt af de kurser man vil med på, og man kan plukke dem ud, man har brug for – eller tage hele serien, hvis man er begynder.

Disse 6 kurser vil blive afholdt både på bibliotekerne og i landsbyerne. I denne omgang kommer internemt til disse landsbyer: Klippinge/Magleby, Hellested, Himlingøje og Tommestrup.

Ud over grundpakken vil der på bibliotekerne blive afholdt kurser i nogle af de netbaserede tjenester, Stevns Bibliotekerne tilbyder:

Bibliotekets søgebase – Bibliotek.dk – Netlydbog – e-reolen/Filmstriben.

Disse kurser er for øvede pc-brugere.

’Landsbykurserne’ er primært beregnet for dem, der bor i/ved landsbyen. Derfor foregår tilmeldingen til disse kurser i første omgang i den enkelte landsby:

Klippinge/Magleby – Skelbækskolen: Mandag den 8. april klokken 13-15.

Hellested Forsamlingshus: Tirsdag den 9. april klokken 10-12.

Himlingøje Forsamlingshus: Onsdag den 10. april klokken 10-12.

Tommestrup Forsamlingshus: Fredag den 12. april klokken 10-12.

Hvis der herefter er pladser tilbage, kan man tilmelde sig ved henvendelse på et af bibliotekerne.

De kurser, som foregår på bibliotekerne, kan man tilmelde sig ved at møde op på et af bibliotekerne – eller ringe dertil – fra mandag den 8. april klokken 14.

Man kan se mere på www.internemt.nu.

Kommentarer