Bibliotekerne sætter fokus på meningsdiktatur
Stevns Kommune: Stevns Bibliotekerne sætter sommeren over fokus på et tema omkring forbudte bøger, censur og politisk korrekthed.
Bibliotekar Gitte Kerber, Stevns Bibliotekerne, har lavet en bogliste med overskriften ’Meningsdiktatur? – forbudte bøger i går, i dag, i morgen’.
Boglisten giver eksempler på litteratur, der gennem tiderne har været forbudte og censureret, da de blev betragtet som ’politisk ukorrekte’ af forskellige grunde – også i dag. Vores svenske naboer er i fuld gang med at ændre i deres børnebøger – for eksempel er Pippi Langstrømpes far for længst forvandlet fra ’negerkonge’ til ’sydhavskonge’. Bare ét eksempel.
Censur eksisterer også herhjemme i nyere tid. I 2009 prøvede det danske forsvar at forbyde udgivelsen af ex-jægersoldat Thomas Rathsacks ’Jæger – i krig med eliten’ med henvisning til rigets sikkerhed. Det lykkedes som bekendt ikke.
Senest har Statens Museum for Kunst fjernet ordene ’neger’ og ’hottentot’ fra kunstværker og erstattet dem med ordet ’afrikaner’.
– Tidens trend omkring det politisk korrekte, hvor velmenende den er, kan i yderste konsekvens indeholde den fare, at den bliver dogmatisk og begrænsende for ytringsfriheden. Det er vores pligt som bibliotekarer at værne om denne frihed – uanset vores egne holdninger og følelser, og det er netop grunden til denne bogliste og vores fokus på dette emne’, udtaler biblioteksleder May-Britt Diechmann.
Eksempler på forbudte bøger kan ses på Store Heddinge Bibliotek og Hårlev Bibliotek fra fredag den 1. juli 2016 og kan selvfølgelig lånes og/eller bestilles. Boglisten kan hentes på Stevns Bibliotekerne eller på deres hjemmeside www.stevnsbib.dk.
Kommentarer