Store Heddinge

Bibliotekernes rejsehold på eventyr

Stevns Kommune: Det er ikke kun it-kursisterne, der lærer noget, når ‘rejseholdet’ afholder IT-kurser i landsbyerne

-Nogen gange kan vi godt få sved på panden og tænke: Hvad er det dog, vi har begivet os ud i?’, fortæller Stevns Bibliotekernes ’rejsehold’, som tager ud i landsbyerne og afholder gratis it-kurser på Stevns Kommunes vegne. Og de fortsætter:

– Og de ’nogen gange’ er særlig, når vi står med 15 bærbare computere, som skal på internettet, 15 forventningsfulde kursister, som sidder og venter – og ingen internetforbindelse!

Rejseholdet har kun været i gang i fire uger, men har allerede oplevet lidt af hvert.

Den ene uge kom de til et forsamlingshus med computere og mobilt bredbånd, sætter grejet til – og så kører alt perfekt! Næste uge kan man komme til samme sted – og så er det fuldstændig umuligt at få internetforbindelse.

– Af samme årsag har vi noget forskelligt grej at prøve os frem med, fortæller rejseholdet videre. I ét forsamlingshus har vi erkendt, at vi bare ikke kan få forbindelse via det mobile bredbånd. Dér er vi så så heldige, at der er en fast forbindelse, så vi kan forbinde det hele med kabler. Så ’plejer’ det bare at fungere. Men, træerne vokser jo ikke ind i himlen. Den anden dag ville det bare ikke virke. Vi prøvede alt vores grej – og absolut ingenting virkede.

– Så ringede vi til TDC for at høre, om der var noget galt.

– Jooo, der havde da været en fejl i Solrød, som havde blokeret for, at der kunne komme signal ned til os – men nu var det løst!

– Jubii! Tænkte vi, nu fungerer det nok! –Men stadig fik vi ingen internetforbindelse.

-Til sidst ringede vi ind igen – og fik at vide, at det var fordi vi havde haft skiftet for meget rundt mellem grejet, at forbindelsen simpelthen havde blokeret!

– Ja, det er ikke kun it-kursisterne, der lærer noget – vi får sandelig også udvidet vores horisont. Og vi keder os i hvert fald ikke, derude i ’det åbne land’.

– Men det er herligt at være ude i landsbyerne og holde kurser med stevnsborgerne. De er supermotiverede og glade for at kunne komme på kursus helt lokalt – og vore frivillige hjælpere på kurserne er fantastisk søde og hjælpsomme, lyder det fra Stevns Bibliotekernes ’rejsehold’.

Det varer ikke længe, før næste runde kurser i landsbyer og på bibliotekerne vil blive meldt ud.

Kommentarer