Store Heddinge

Biblioteket involverer unge i valgaktiviteter

bibliotek_store_heddinge

Store Heddinge: Et valgseminar for og med unge i alderen 17-25 år bliver afholdt på Store Heddinge Bibliotek på næste onsdag

Onsdag den 18. september inviteres alle unge mellem 17 og 25 år til et valgseminar på Store Heddinge Bibliotek.

Temaet er: Hvordan får vi flere unge til stemmeurnerne i november, og hvordan får unge et indblik i demokratiprocesserne?

Stevns Bibliotekerne og Stevns Kommunes Borgerservice samarbejder om projektet med biblioteker og borgerservicecentre i seks andre kommuner, med Danmarks Biblioteksforening og konsulentfirmaet Knudsen Syd om at udvikle offentlige serviceydelser og digitale læringsforløb i forhold til den situation, den unge står i lige nu.

Seminaret bliver gennemført efter samme skabelon i alle 7 kommuner, og arrangementet afsluttes med en fælles opsamling via storskærm og en konkurrence om den bedste idé.

– Aktuelt er vi i gang med at rekruttere unge til seminaret. Vi håber, de vil være en slags ambassadører for os, og også hjælpe os konkret med at gennemføre valgaktiviteterne, fortæller projektleder i Stevns Kommune, Ieva Bell Ose.

På seminaret kommer der forhåbentlig mange ideer til, hvordan biblioteket og kommunen kan kommunikere med unge.

Læs også: Nyt projekt skal informere de unge om kommunen

Som folkeoplysende kulturinstitution er det samtidig vigtigt for biblioteket, at dette arrangement supplerer de øvrige valgaktiviteter i kommunen på en god måde.

I en ny måling blandt unge i de syv kommuner, foretaget af Moos Bjerre Analyse & konsulentfirmaet Knudsen Syd kan man se at hele 55% af de unge adspurgte i de syv kommuner har stemt ved det seneste folketingsvalg i 2011.

Det er en høj valgdeltagelse i forhold til Kommunernes Landsforenings undersøgelser.

38% havde ikke stemmeret på valgtidspunktet, og kun 7 % ønskede ikke at stemme.

Andre undersøgelser fra Dansk Ungdoms Fællesråd og Kommunernes Landsforening viser, at unge er politisk interesserede, politisk bevidste og frivillig-engagerede som aldrig før. Men de vælger det formelle demokrati fra.

Interesserede bedes tilmelde sig via e-mail, storehebib@stevns.dk, eller henvendelse til et af Stevns Bibliotekerne

Valgseminariet ’Hvorfor stemme?’ foregår onsdag den 18. september fra klokken 16 til 20 på Store Heddinge Bibliotek.

Kommentarer