Lyderslev

Bil torpederede bondehus på Ærtebjergvej

Af endnu ukendte årsager torpederede en bilist mandag aften et bondehus på på Ærtebjergvej mellem Lyderslev og Lund. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ekstrabladet.

Mandag den 19. marts kort før klokken 21.00 torpederede en bilist i en personbil et bondehus på Ærtebjergvej mellem Lyderslev og Lund, vest for Rødvig.

Føreren af bilen var en ikke lokal mand på omkring 50 år. Ifølge politiet kan manglende lokalkendskab, være noget af årsagen til ulykken, der skete i et 90-graders sving.

– Bilen kom kørende med nok lidt for høj hastighed og overser et 90-graders sving og kører ind i husmuren, siger Henrik Olesen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi til TV Øst.

Bilisten havde formentlig brækket nogle ribben og han blev kørt til tjek på Køge Sygehus, hvor der også vil blive udtaget en blodprøve.

Beboeren i huset, 57-årige Jens Givskov fik sig en alvorlig forskrækkelse, da bilen ramte huset. Han sad mindre end halvanden meter væk fra stedet, hvor bilen kørte ind i hans køkken og rev nogle køkkenskabe ned.

– Jeg sad og forberedte en jobsamtale, jeg skal til i morgen. Jeg hører noget ude fra vejen, og så hører jeg et brag og ser bare en masse ting flyve igennem luften, siger Jens Givskov til Ekstra Bladet mandag aften.

Jens Givskov slog alarm på 112 og forsøgte at hjælpe bilisten ud af den forulykkede bil. Manden i bilen kunne dog selv gå ud til ambulancen, der ankom ganske kort tid efter.

Mødet med den vildfarne bil, har ifølge EkstraBladet påført det gamle bondehus fra omkring 1777 voldsomme skader.

Kommentarer