Store Heddinge

Bilejere mangler viden om miljøskadelig bilvask

26 procent af danskerne vasker deres bil ’i hånden’ fremfor i vaskehal, viser undersøgelse, foretaget af analyseinstituttet YouGov for energiselskabet OK. Undersøgelsen afslører også, at 41 procent af danskerne ikke er klar over, hvor stor en miljøbelastning ’manuel’ bilvask har

Antallet af bilvaske i vaskehaller er steget de seneste år. Alene i energiselskabet OK etablerede man 15 vaskehaller i 2018. Tendensen fortsætter i 2019, og OK har lige nu 171 vaskehaller, som bærer det nordiske svanemærke. Udviklingen har den positive betydning, at mængden af spildevand fra manuel vask, der ender urenset i naturen, falder. Det er nemlig sådan, at når du vasker bilen hjemme i indkørslen, er der ingen kontrol over de stoffer, der ledes ned i kloakken eller direkte ned i jorden. Det er blandt andet bremsestøv og olierester, der typisk sidder på bilens dæk og fælge, i hjulkasser og undervogn.

Desværre vælger en stor gruppe bilejere fortsat gør-det-selv-metoden, og det belaster miljøet.

Unge og nordjyder er glade for ’håndvask’

En befolkningsundersøgelse, foretaget af YouGov, viser, at 26 procent af danskerne vasker bilen manuelt hjemme eller på ’vask-selv’ station, mens 69 procent af de adspurgte svarer, at de benytter vaskehal.

I Nordjylland vasker 30 procent bilen hjemme på villavejen eller i indkørslen – og fem procent på ’vask-selv’ station. Lidt overraskende er det, at det på landsbasis er de 18-29-årige, der flittigst vasker bil hjemme. Undersøgelsen bekræfter generelt, at jyder er mest tilbøjelige til at vaske bil hjemme (se fakta, red.).

Undersøgelsen konkluderer også, at en hel del bilister er uvidende om, hvor meget mere miljøvenlig en vaskehal er i forhold til at vaske bilen i hånden. 41 procent svarer, at de ikke var klar over, at det forholder sig sådan.

Mange tænker nok ikke over det, men faktisk er det en rigtig dårlig idé selv at stå med sæbevand og børste derhjemme. Det er ikke kun olierester, der udledes i naturen, det er også den sæbe, man bruger, forklarer Gert Johansen, konceptudviklingschef i energiselskabet OK og ansvarlig for selskabets vaskehaller, der bærer den nordiske miljømærkning, bedre kendt som Svanemærket.

Flere ton ender direkte i naturen

Miljøstyrelsen, Danmarks Naturfredningsforening og flere andre organisationer fraråder ganske enkelt, at man vasker bilen hjemme. I Sverige har man helt forbudt at vaske bilen i indkørslen eller på villavejen. Vasker du i stedet bilen i en miljøvenlig vaskehal mindskes udledningen af tungmetaller og andre skadelige stoffer betydeligt sammenlignet med gør-det-selv-vasken.

Udover at rense vandet, genbruger en svanemærket vaskehal også vandet. Vandet renses i et biologisk rensningsanlæg, og det betyder, at der udledes markant mindre spildevand i kloakken per bilvask. Dertil er vandet også renset for miljøskadelige stoffer, før det udledes,  siger Gert Johansen fra OK.

Omvendt ender to tredjedele af spildevandet fra en manuel vask ifølge Miljøstyrelsen urenset i naturen.

Det betyder på årsbasis, at mere end 2 ton vaskemidler, næsten 6 ton olie og mere end 1,5 ton metaller ender direkte i naturen, siger Michael Mücke, teknik- og miljøchef i brancheorganisationen Drivkraft Danmark.

I OK’s svanemærkede vaskehaller udledes cirka 35 liter vand. Samtidig stiller det nordiske miljømærke en række strenge krav til miljøvenlige sæber og minimal udledning af miljøskadelige stoffer.

Sådan vasker danskerne deres bil:

I vaskehal: 69 procent

Manuelt derhjemme: 21 procent

Manuelt på ’vask selv’ station: 5 procent

På anden vis: 2 procent

Ved ikke: 3 procent

Vasker IKKE bil i vaskehal (tal: hjemme + på vask-selv station) fordelt på landsdele:

Hovedstaden: 16+5 procent

Sjælland: 14+7 procent

Syddanmark: 24+3 procent

Midtjylland: 24+3 procent

Nordjylland: 30+5 procent

Er du bevidst om, at bilvask, som foregår i vaskehal, er mere miljøvenligt end manuel bilvask?

Ja: 49 procent

Nej: 41 procent

Ved ikke: 10 procent

Kilde: Befolkningsundersøgelse, foretaget af YouGov for OK, december 2018

Kommentarer