Biler indtager Stevnsfort i weekenden
Vind en tur i en 60 år gammel jeep, når Dansk Militærhistorisk Køretøjsforening i samarbejde med Koldkrigsmuseum Stevnsfort for 3. år i træk holder træf på Stevnsfort.
Jeeps i alle afskygninger, lastbiler, motorcykler og sågar panservogne; museets gæster får masser at se på i weekenden den 9. til 11. august på Stevnsforts udendørs terræn. Museets egne historiske køretøjer får nemlig selskab af mere end 30 af de fineste bevarede militærkøretøjer fra Den Kolde Krig. De mange køretøjer er privatejede og smukt restaurerede af entusiaster i ind- og udland, som meget gerne vil vise deres køretøjer frem og svare på spørgsmål. Og som selvfølgelig også gerne viser køretøjerne i funktion. Sammen med de udstillede køretøjer vil der være folk i historiske uniformer, en militær teltlejr, boder og meget mere.
Bedst bevarede militære køretøj kåres
Traditionen tro kårer Koldkrigsmuseum Stevnsfort det bedst bevarede miltære køretøj, og uddeler Stevnsfort-trofæet til henholdsvis det bedste danske og det bedste udenlandske militære køretøj.
Vind en køretur i et køretøj
Publikum har ikke bare mulighed for at kigge på køretøjerne. Blandt deltagerne i en konkurrence trækkes lod om en tur langs Stevns Klint i ét af de gamle militærkøretøjer. Søndag formiddag vil der være god lejlighed til at se alle køretøjerne i funktion, når de i kolonne kører på rundtur på Stevns og blandt andet besøger Faxe Ladeplads.
Foto: Sidste års vinder af Stevnsfort-trofæet for bedste udenlandske køretøj var denne enorme, engelske Scammel kranvogn. Disse kranvogne blev allerede anvendt i 2. Verdenskrig til at bugsere kampvogne, og de blev brugt i den danske hær helt frem til 1960. Kranvognen kører på en god dag knap 1 km på en liter diesel.
Kommentarer