Bjørn Eidsvåg i Spilledåsen på onsdag
Store Heddinge: Onsdag aften optæder norske Bjørn Eidsvåg i Spilledåsen i Snurretoppen
Spilledåsen er stolte over endnu en gang at kunne byde den populære norske musiker, forfatter og sanger Bjørn Eidsvåg velkommen til Store Heddinge på onsdag den 20. marts.
Nordjyske Stiftstidende skriver blandt andet om Eidsvåg, at han bliver bare bedre og bedre. Og bedre. Stadig mere præcis i sine ofte meget eftertænksomme tekster – og stadig bedre til at lægge selve musikken “lækkert” an.
Med sig bringer den norske troubadur nogle yderst velspillende musikere en del nye sange, som er blevet til efter et års ophold i en norsk fjeldhytte. I kendt Eidsvåg-stil karakteriserer nordmanden sine nye frembringelser således:
-I dag synes jeg, at alle sangene er vældig gode, men der kommer andre dage.
Skulle man være så uheldig ikke tidligere at have stiftet bekendtskab med Eidsvåg, hans musik, skal det nævnes, at det ofte er sagt, at hans humor, alvor, poesi og musikalitet giver mindelser om Niels Hausgård og Cornelis Wreeswijk. Andre har kaldt ham en krydsning mellem Kim Larsen og Grundtvig for hans evne til at skrive folkekære hits med tekstmæssig tyngde.
– Hans stærke tekster flyder livsbekræftende af sted på melodier, der spænder fra latinamerikanske rytmer over smertespækket blues til storladen pop, skrev en anmelder i Fyns Stiftstidende meget betegnende i forbindelse med udgivelsen af albummet Nåde.
Der er med Eidsvågs andet besøg i Spilledåsen lagt op til en uforglemmelig, særlig og herlig oplevelse med en nordmand hvis livsvisdom og fortælle- og spilleglæde absolut er i særklasse.
Man kan bestille billetter på Spilledåsens hjemmeside.
Bjørn Eidsvåg optræder i Spilledåsen i Snurretoppen i Algade i Store Heddinge på onsdag den 20. marts, klokken 20.00.
Kommentarer