Samfund

Bod på 100.000 kroner for dårlig rotte-bekæmpelse

Stevns Kommune har været så utilfreds med rotte-bekæmpelsen at de har sendt en bod på 100.000 kroner til firmaet Kiratin, der er hyret til at bekæmpe rotter på Stevns.

Stevns Kommune har udstedt en bod på 100.000 kroner til firmaet Kiratin, der er hyret til at bekæmpe rotter på Stevns, efter et usædvanligt højt antal klager fra borgerne om manglende opfølgning fra rottebekæmperen. Det skriver Dagbladet.

Firmaet Kiratin har efterfølgende ansat en ekstra mand samt en ny serviceleder for Sjælland. Dermed er det lykkedes at sætte en stopper for de mange klager.

– Vi har haft flere driftsmøder med Kiratin, hvor vi gjorde opmærksom på den dårlige bekæmpelse, der foregår i Stevns Kommune. Efterfølgende er der flere ting der har ændret sig til det positive, og det kan vi jo helt klart også aflæse i, at der ikke kommer så mange klager mere, forklarer Berith Burkandt, der er leder af Natur og Miljø i Stevns Kommune, til Dagbladet.

Dagbladet har forsøgt at få en kommentar fra Kiratin, men virksomheden vendte ikke tilbage inden avisens deadline.

Markant stigning i antallet af rotter

Der har ifølge Dagbaldet været en markant stigning af rotteanmeldelser i Danmark i årene 2015 og 2016, som følge af de seneste års varme vintre.

På Stevns lå antallet af rotte-anmeldelser på 152 i november 2016. Tallet for december er ikke endeligt opgjort, men der var talt 90 anmeldelser den 20. december.

– Men det ser nu ud til, at der bliver fulgt op på anmeldelserne samt på opfølgningerne, konkluderer lederen af Natur og Miljø, Berith Burkandt til Sjællandske.

Kommentarer