Børn fortolkede verdensarven på Stevns Museum i efterårsferien
Højerup: Kreative børn fra nær og fjern gæstede Stevns Museum i efterårsferien, hvor de fik til opgave at fortolke verdensarven.
Både børn fra lokalområdet og børn langvejs fra mødte op, da Stevns Museum afholdt børneworkshoppen ’Verdensarv i børnehøjde’ i efterårsferien.
Som den første dukkede Pernille fra 3. klasse op sammen med mor og mormor. Pernille havde nemlig fået nys om workshoppen på Stevns Museum henne i skolen, og da hun kom hjem, havde hun meddelt sin mor
’Dét her, det skal vi bare i efterårsferien mor – og det er også på et rigtigt museum’.
Læs også: ’Verdensarv i børnehøjde’ på Stevns Museum i efterårsferien
Både børn og forældre var klædt godt på til workshoppens første etape, der stod på udendørs materialeindsamling. Undervejs snakkede geolog og verdensarvsformidler Dorthe Pedersen med børnene om Stevns Klint som verdensarv – og hvad det egentlig vil sige, når noget er verdensarv.
Da kinderne var røde og poserne fulde af flotte sten, kogler, agern, mos og stikkende kastanjeskaller, rykkede børn og forældre ind på Stevns Museum, hvor et stort kontor var blevet omdannet til et lunt og hyggeligt hobbyrum.
Bænket ved langbordet med varm kakao og et udvalg af materialer, guidede og inspirerede kunstpædagog Sine Sværdborg og geolog og verdensarvsformidler Dorthe Pedersen børnene til at fortolke deres egen version af verdensarven.
Der kom hurtigt gang i limpistoler, farvet snor, træplader, skalamænd – og ikke mindst i børnenes kreativitet. Alle var de ivrige efter at skabe et rum, der havde personlig betydning for dem – inspireret af verdensarven.
Kreativiteten gik i alle retninger, og ikke to kunstværker blev ens, da børnene rigtig slap fantasien løs i værker med titler som: Katrines ”Verdenshav”, Pernilles ”Drømmehave”, Lilas ”Kronhjorten”, Alves ”Fred og Ro”, Askas ”Efteråret er kommet”, Cecilies ”Fantasi Park”, Katrines ”Sydtyskland”, Johannes ”Eventyrskoven”, Isabels ”En tur i skoven” og Julies ”Park”.
Stevns Museum forevigede alle kunstværkerne inden børnene drog videre med det under armen – hver især med en ny måde at se og opleve verdensarv på.
Kommentarer