Børneteater for de 4 til 8 årige i Erikstruphallen lørdag
Store Heddinge: Teatret De Røde Heste optræder med børneforestillingen ’I Begyndelsen var Begyndelsen’ i Erikstruphallen.
Lørdag den 24. oktober klokken 11.00 inviterer Stevns Teaterforening til en forestilling for de 4 til 8 årige, med teatret De Røde Heste i Erikstruphallen.
Teatret De Røde Heste er Claus Mandøe. Og det er på grund af ham, at Stevns Teaterforening igen har taget De Røde Heste på programmet. Børn og voksne får altid en helt særlig oplevelse, når de sammen oplever hans nærvær, humor og underfundighed.
I Begyndelsen var Begyndelsen er endnu et eksempel på hans overraskende evne til at tryllebinde sit publikum, – denne gang med en art skabelsesberetning:
Først var ordet … ”Hov!” En stjernehimmel, en planet. Lys, mørke og en papkasse. Og noget, der vokser. Nogen, der gøer. En kat, der mjaver for højt. Kan man skrue ned for lyden ved at tegne katten mindre? Kan man få vand ud af en hane af pap? Måske.
Claus Mandøe holder det hele i sin hånd og digter nyt. Til slut – en hel, lille verden. Alt dette sker med hjælp fra publikum, som bliver en del af skabelsesprocessen undervejs. Og børnene lyser af begejstring undervejs, – for hvad er det næste, der bliver til?
– I sidste sæson spillede Claus Farvel Hr. Muffin hos os, siger Lene Vestergård fra teaterforeningen.
– Den der følelse af næsten andagt, som en rigtig god teateroplevelse giver, den fyldte rummet, da børnene forsigtigt gik op på scenen for at tage afsked med Claus og det marsvin, han havde begravet. Forestillingen i år kalder mere på latter. Men stadig affødt af Clauses dybe respekt for børnenes indlevelsesevne.
Teaterforeningen beder de voksne om at respektere aldersangivelserne for børneforestillingerne. I dette tilfælde er det for de 4 – 8 årige. Både af hensyn til det enkelte barn og for de andre.
Man kan købe billetter on-line på www.stevns-teater.dk
Kommentarer