Rødvig

Boesdal gøres klar til vinteren på søndag

Boesdal: Foreningen Boesdal kalder til arbejdsformiddag på søndag med kaffe og morgenbrød klokken 9

På søndag den 4. november skal Boesdal gøres klar til vinteren. Der skal repareres og udskiftes cirka 10 tagplader i Pyramiden og der skal fældes en række træer og buske omkring samme samt omkring Kridthuset.

– Vi satser på at være færdig kl. 13, så vi kan spise frokost hjemme, siger Villy Eenberg, formand for Foreningen Boesdal.

Foreningen Boesdal kører på frivillig basis udelukkende med frivillig arbejdskraft. De kommer ud af 2012 med et lille overskud. Alle arrangementer har været gennemført uden entre på grund af støtte fra lokale virksomheder.

Bestyrelsen har samlet nogle lokale erhvervspersonligheder i en sponsorgruppe, der arbejder på at skaffe støtte til foreningen og til vedligeholdelsen af Boesdal Kalkbrud.

Man tilmelder sig til arbejdsholdet ved at sende en e-mail til Villy Eenberg på formand@boesdal.com. Husk at skrive hvor mange I kommer. Man får derefter yderligere praktiske oplysninger tilsendt.

Indmelding i foreningen Boesdal kan ske på samme mail. Kontingent kun 50 kroner årligt.

Kommentarer