Rødvig

Boesdal kalkbrud er gjort ”Vinter-klar”

Rødvig: Der kom en stor flok og hjalp til da foreningen Boesdal havde kaldt til arbejdsformiddag i går

En stor flok medlemmer af foreningen brugte den første søndag i november nede i kalkbruddet. Kalkbruddet blev gået grundigt igennem og der blev samlet en mindre mængde affald. Omkring Pyramiden og Kridthuset blev der fældet en række træer og buske, som voksede op ad bygningerne og ødelagde tagplader og murværk.

Der blev desuden udskiftet en række tagplader på Pyramiden, som nu står vinterklar.

Læs også: Boesdal gøres klar til vinteren på søndag

– Når man tænker på hvor mange brugere der er i kalkbruddet i årets løb, er det glædeligt at se hvor lidt der ødelægges. Jeg har masser af roser til brugerne af Boesdal, for deres omsorg og påpasselighed for de gamle bygninger, udtaler formanden for foreningen Boesdal, Villy Eenberg til faxe.nu og han fortsætter:

– De ødelagte tagplader, der blev udskiftet ,er i øvrigt hærværksskader af ældre dato.

Foreningen ser frem til en ny og spændende sæson med masser af aktiviteter. I vinterens løb skal Kridthuset have repareret de hullede vægge og gavlen ud mod havet skal lukkes med glasparti og ny gavlbeklædning.

Allerede nu er der booket 2 hele uger i sommeren 2013. Grundlovsarrangement og Ildfestival er kommet for at blive og hen over vinteren planlægges en weekend næste sommer, hvor Stevns Spirituelle Festival skal have premiere.

Foreningen er oppe på omkring 120 medlemmer og der er plads til mange flere. Med et årskontingent på 50 kroner, håber foreningen at lokke mange Stevnsboere til at tegne medlemskab. Dette kan gøres via hjemmesiden www.boesdal.com

Kommentarer