Boesdal Kalkbrud invaderet af 1800 festivalgæster
En privat arrangeret svensk festival formener både lokale og turister adgang til det offentlige område omkring Pyramiden i Boesdal Kalkbrud.
Hele uge 30 frem til søndag den 30. juli afholdes festivalen The Borderland 2017 i Boesdal Kalkbrud. Det normalt offentligt tilgængelige område er fyldt op med camperende festivalgæster og festivaltelte. Og hele vejen ned ad Boesdalsvej samt ud på Korsnæbsvej er der parkeret biler. Det skriver Dagbladet.
Ikke offentlig adgang
The Borderland er en privat arrangeret svensk festival. Det fremgår af festivalens hjemmeside at The Borderland er en lukket privat begivenhed på privat land, kun tilgængelig for medlemmerne af deres non-profit organisation. Det er med andre ord en lukket fest, hvor eventuelle tilskuere er forment adgang.
Ifølge lokalplanen er Boesdal Kalkbrud et offentligt område udlagt til kulturelle og rekreative formål. Hvert år afholdes der flere festivals og events i og omkring Pyramiden, men normalt kan både de lokale og turister deltage, hvis de har lyst. Nogle af de mest populære er friluftsgudstjenesten i pinsen samt grundlovsfesten.
Kan høres langt omkring
The Borderland 2017 har allerede medfødt flere klager. Man har kunnet høre musikken flere kilometer væk, især om aftenen og natten.
Læs også: Musikfestival i Boesdal kalkbrud meldt til politiet
Tilladelse fra kommunen
Stevns Kommune har givet tilladelse til The Borderland 2017 samt tre andre musikfestivaler i Boesdal, hver på fire dage, i løbet af sommeren. Der er samtidigt givet tilladelse til at spille musik fra klokken 12 til 03. Dette er sket på trods af massive klager fra de nærmest boende sidste sommer
Læs også: Lydpåvirkning fra festivals i Boesdal
Den 19. juni var de nærmeste naboer indbudt til et møde om sommerens begivenheder i Boesdal. Men bortset fra det har man fra kommunens side ikke offentliggjort hvilke musikfestivals man har givet tilladelse til.
Kommentarer