Store Heddinge

Bog om Kochs Tinghus i Store Heddinge

tinghus

Store Heddinge: Realdania Byg har udgivet en bog om tinghuset på Nytorv i Store Heddinge

Realdania Byg, der stod for den omfattende renovering af det gamle tinghus på Nytorv i Store Heddinge, har udgivet en bog om tinghusets historie og arkitektur, samt om hvad restaureringsarbejdet afslørede.

Råd-, ting- og arresthuset blev opført i 1838 og regnes for at være et af de sidste rådhuse, der blev opført inden enevældens afskaffelse. Arkitekten Jørgen Hansen Koch var både en betydningsfuld og indflydelsesrig mand.

Kochs hus kom til at danne skole for udformningen af mange af det store antal råd-, ting- og arresthuse, der skød op over hele landet i 1800-tallet.

I den danske arkitekturhistorie repræsenterer huset et vigtigt vendepunkt. Det er nemlig et af de allerførste eksempler på overgangen fra den nyklassicistiske stil, til historicismen med den mere frie brug af historiske stilarter.

Bogen ”Kochs Tinghus i Store Heddinge” er på 72 sider og er rigt illustreret med fotos af huset, taget af Kurt Rodahl Hoppe. Bogen koster 149 kroner og og kan købes på Realdania Bygs hjemmeside.

Kommentarer