Bolighandler steget 47 procent i Stevns Kommune

Stevns Kommune: I Stevns Kommune er der fra januar til august i år solgt 47 procent flere villaer og rækkehuse end i samme periode sidste år
På landsplan er der til dato solgt flere villaer og rækkehuse fra januar til august i år end i samme periode i 2010-2013, viser tal fra Boligsiden.dk.
Den positive prisudvikling på boligmarkedet har smittet af på salget, og det kan nu ses i antallet af bolighandler. På landsplan er der i år i perioden januar til august solgt flere villaer og rækkehuse end i samme periode de seneste fire år. Og også boligsalget i Stevns Kommune har været påvirket af de positive vinde, der blæser over boligmarkedet.
– Fra januar til august blev der sidste år solgt 91 villaer og rækkehuse i Stevns Kommune, mens antallet i år er oppe på 134. Det er en stigning på 47 procent, hvilket ligger langt over landsgennemsnittet, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.
Faxe Kommune er gået lidt tilbage i antallet af handler. Fra januar til august blev der sidste år solgt 159 villaer og rækkehuse i Faxe Kommune, mens antallet i år er på 149. Det er et fald på 6 procent.
Boligsalget i hele landet
I hele landet er der i år solgt 22.627 villaer og rækkehuse i perioden januar til august. Det er 6 procent mere end i samme periode sidste år, og mellem 8 og 23 procent mere end i samme periode i årene 2010 – 2012, og det tegner rigtig godt for det samlede salg ved årets udgang.
Men det er ikke bare hussalget, der giver de foregående år baghjul. Også antallet af solgte ejerlejligheder og sommerhuse slår rekord i forhold til de foregående år. I år er der til dato solgt 19 procent flere ejerlejligheder end i samme periode 2013, og sommerhussalget ligger også lunt i svinget i forhold til de foregående år.
Husk i øvrigt vores service, med direkte link til Boliger til salg i Stevns Kommune
Kommentarer