Boligpriserne er styrtdykket i Store Heddinge
Store Heddinge: Husene i Store Heddinge koster i dag mindre end de gjorde ved årtusindsskiftet
I både Store Heddinge og Haslev er priserne faldet så meget, at man i dag kan købe et hus billigere, end man kunne ved årtusindskiftet. Det viser beregninger fra Boligøkonomisk Videncenter, skriver Politiken.
Det samme gælder for Vordingborg, Korsør, og Skælskør, hvor huspriserne også er lavere, end de var i 2000.
– I de byer er der ikke blot tale om en midlertidig krise eller eftervirkninger af en prisboble. Det handler om en helt strukturel ændring. Markedet er simpelthen sygt, siger chef for Boligøkonomisk Videncenter Curt Liliegreen til Politiken. Han er overrasket over at prisfaldene i vores område er så voldsomme sammenlignet med resten af landet.
På landsplan er huspriserne i dag gennemsnitligt 58 procent højere end i 2000. Samtidigt har boligejerne i 60 af landets 98 kommuner oplevet en fremgang i friværdierne siden starten af 2012. Det viser en ny opgørelse fra Realkredit Danmark.
Et parcelhuse på 140 kvadratmeter i Store Heddinge handles for under 800.000 kroner i snit. For 14 år siden kostede et tilsvarende hus i byen 925.000 kroner.
– Priserne er faldet så meget hernede nu, at det er billigere at købe et hus end at bo til leje, siger ejendomsmægler Susanne Støving fra Danbolig i Store Heddinge.
Hun håber at de lave priser kan friste københavnske børnefamilier:
– Man kan jo købe så billigt hernede, at den ene forælder kan gå på deltid.
De voldsomme prisfald kan betyde at boligejerne rammes ekstra hårdt, når afdragsfriheden udløber. Når huset så er faldet så meget i værdi kan det blive det umuligt at få en ny periode med afdragsfrihed, viser forskning fra Morten Skak, der er lektor i boligøkonomi ved Syddansk Universitet.
– For få år siden talte man kun om, at områder som Lolland og Tønder havde sådanne problemer. Men udviklingen er nu så stærk på Sjælland, at problemerne allerede begynder, så snart man kommer vest for Holbæk og syd for Køge, siger Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk Videncenter og afslutter:
– Man skal til at tænke på Danmark på en anden måde.
Kommentarer