Samfund

Borgerlisten Stevns og Venstre indgår valgforbund

På kanten til sommerferien har 2 borgerlige partier indgået valgforbund og det er måske ikke den store overraskelse, at netop de to partier har valgt denne løsning efter 3½ års tæt samarbejde.

– For Venstre er det vigtigt at bevare optimismen og kigge fremad – vi har nu 17 kandidater klar og arbejder ufortrødent videre på at skabe et godt fundament, som kan sikre et positivt og bredt samarbejde i den nye kommunalbestyrelse – derfor er vi glade for, at Borgerlisten Stevns har takket ja til valgforbundet og glæder os til valgkampen, hvor lokale borgerlige mærkesager står på dagsorden, udtaler Borgmesterkandidat Anette Mortensen fra Venstre.

Thor Grønbæk supplerer:

– Borgerlisten Stevns tror på et godt valg, hvor vi målrettet går efter at samle de stemmer op fra vælgere, som ønsker et nyt borgerligt alternativ. Her kan Ole Bech og jeg gøre en forskel, da vi repræsenterer gode gamle konservative værdier, som måske er gået lidt i glemmebogen efter en turbulent periode.

– Venstre og Borgerlisten Stevns har et fælles ønske om at skabe et godt arbejdsklima i Kommunalbestyrelsen, hvor et bredt samarbejde danner rammen om gode beslutninger til gavn for borgerne på Stevns, oplyser Birger Hauge, formand for Venstre Stevns. Og han afslutter:

– Derfor ser vi gerne valgforbundet udvidet med andre partier, som har lyst til at indgå i en konstruktiv, sober og positiv dialog om et fremtidigt Stevns, hvor familier har lyst til at bosætte sig og virksomheder ser muligheder i at etablere sig

Kommentarer