Store Heddinge

Borgermøde om lokale stier og ruter på onsdag

kirkestien_stroeby

Stevns Kommune inviterer alle interesserede til et borgermøde om udvikling af rekreative stier i kommunen

Onsdag den 26. marts afholder Stevns Kommune borgermøde på Store Heddinge Skole. Emnet er: Udvikling af rekreative stier i kommunen.

I oplægget til mødet opfordres alle kommunens borgere til at være med til at udvikle nye stier og ruter indenfor alle kategorier f.eks. vandring, cykling, ridning og sejlads.

Mangler du en god sti tæt på, hvor du bor? Eller måske en sti et andet sted i kommunen, hvor du bare godt kan lide at komme? Og synes du, det ville være fantastisk med en cykelrute på tværs af Sjælland startende i Højerup? Eller noget helt andet … ?

Selvom der allerede er mange stier i kommunen, så er der virkelig behov for stier og ruter omkring landsbyerne, stier med oplevelser, stier med historier om gamle dage og meget mere.

Efterhånden som der kommer flere stier og ruteforløb, vil de blive lagt på www.friluftsguiden.dk. Her kan man, udover stier og ruter, også finde oplevelser, overnatningssteder, indkøbssteder og meget andet.

Kommunen har allerede modtaget mange kommentarer og forslag på kommunens Facebook-side.

En sti eller rute kan være mange ting, og alle gode idéer er velkomne. Det kan være ture for gående, løbende, cyklende, ridende, sejlende osv. Eller det kan være temastier/-ruter med fokus på kirker, skove, gravhøje, leg, motion, sundhed, landsbyen, børn, kyst eller vand. Kun fantasien sætter grænser.

Man kan mere om borgermødet på stevns.dk.

Stevns Kommunes borgermøde om rekreative stier afholdes onsdag den 26. marts klokken 19 på Store Heddinge Skole, Kronhøjvej 4, 4660 Store Heddinge.

Fotos: Stevns.dk

Kommentarer