Borgermøde om kløverstier i Rødvig
Rødvig: En gruppe frivillige ønsker at etablere Kløverstier i og omkring Rødvig.
Mandag den 8. Juni klokken 19.30 afholdes der borgermøde på Harmonien, om etableringen af Kløverstier.
Friluftsrådet og Stevns kommune er meget interesseret i, at der etableres flere afmærkede stier rundt omkring Rødvig.
Friluftsrådet har udarbejdet et koncept gående ud på, at der etableres fire stier af forskellig længde med samme start og slutpunkt. På ruterne skal der være nogle interessepunkter, hvor der fortælles en historie om stedet.
– Vi er en lille initiativgruppe, som er gået i gang, men vi har brug for flere, som har lyst til at gøre Rødvig til et endnu bedre sted at bo og besøge, fortæller Hanne Nilsson og Helle Merete Jørgensen.
På mødet planlægges nedsat fire grupper, der hver skal udarbejde forslag til ruteforløb og interessepunkter med gode historier og til udførelse af de kommende praktiske opgaver. Hver gruppe vil have et medlem fra projektgruppen som tovholder.
Derudover vil interesserede kunne skrive sig op med henblik på at deltage i kommende opgaver.
Rødvig Borgerforening støtter ideen.
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte Hanne Nilsson på telefon 5132 1808, eller Helle Merete Jørgensen på telefon 2042 2639.
Borgermødet foregår mandag den 8. juni klokken 19.30 på restaurant Harmonien, Rødvig Hovedgade 2, 4673 Rødvig.
Kløverstier
Kløverstierne er et landsdækkende stikoncept, der skal få danskerne til at genopdage deres egen by eller lege turister i resten af landet. En Kløversti består af fire ruter, der alle udgår fra en centralt placeret Kløverstipæl. Stierne har faste længder, 2½, 5, 7½ og min. 10 km. udspringer fra et centralt sted i byen, slynger sig rundt og forbinder eksisterende aktivitetsmuligheder og seværdigheder.
Undervejs på ruterne er der små historier fra lokalområdet – det kan være fortællinger om ruiner, et kloster eller måske et sagn fra gamle dage.
Kilde: Friluftsraadet.dk
Kommentarer