Borgermøde om Kriegers Flak i Hårlev

Hårlev: Energinet.dk alle interesserede til borgermøde om den kommende havvindmøllepark på Kriegers Flak
Mandag den 27. oktober fra klokken 19 til 21.30 inviterer Energinet.dk alle interesserede til borgermøde om den kommende havvindmøllepark på Kriegers Flak.
Ved udgangen af 2018 skal Energinet.dk være færdig med at etablere de tekniske anlæg, som kan transportere strømmen fra den kommende havmøllepark på Kriegers Flak ind til land og ud i det eksisterende elnet.
Anlæggene på land kommer til at bestå af ca. 95 km nedgravede højspændingskabler, en ny elektrisk station og udbygninger på eksisterende transformerstationer.
Borgernes mulighed for indflydelse
Placeringen af den nye station og kablerne afgøres i forbindelse med Naturstyrelsens VVM-behandling (VVM=Vurdering af Virkning på Miljøet). I den første fase i VVM-behandlingen – den såkaldte idéfase – opfordres borgere, virksomheder og andre med interesse i projektet til at give deres mening til kende og komme med forslag til forhold, som skal belyses nærmere, før Naturstyrelsen kan beslutte, hvor kablerne og den nye station skal placeres og give tilladelse til projektet.
For at give borgerne et godt grundlag for at få indflydelse på projektet inviterer Energinet.dk til borgermøder fire forskellige steder. På møderne vil Naturstyrelsen fortælle om VVM-processen.
Energinet.dk vil informere om de tekniske anlæg på land og de forskellige løsningsforslag. Deltagerne vil også få lejlighed til at tale med Naturstyrelsen, de involverede kommuner og Energinet.dk om forhold, der særligt interesserer dem.
Energinet.dk vil på hvert møde fortælle om hele projektet på landjorden, men vil på de enkelte møder lægge særlig vægt på at informere om de tekniske anlæg, som kan blive placeret i det område, som borgermødet holdes i.
Læs om projektet
Man kan finde informationer om projektet på www.energinet.dk/kriegers-flak samt på Naturstyrelsens hjemmeside www.nst.dk/kriegers-flak
Alle er velkomne til borgermøderne:
- Tirsdag 21. oktober klokken 19 til 21.30. Fritidscenteret Hedehuset, Hovedgaden 371, 2640 Hedehusene
- Onsdag 22. oktober klokken 19 til 21.30. Tune Kursuscenter, Grevevej 20, 2670 Greve
- Torsdag 23. oktober klokken 19 til 21.30. Comwell Køge, Strandvejen 111, 4600 Køge
- Mandag 27. oktober klokken 19 til 21.30. Hårlev Hallen, Industrivej 39, 4652 Hårlev
Kommentarer