Store Heddinge

Borgermøde om varmeforsyningen i Holtug

holtug_forsamlingshus

Holtug: Energilandsbyens koordinationsgruppe inviterer til borgermøde om omstilling til grøn varmeforsyning.

Torsdag den 6. august klokken 19:00 inviterer koordinationsgruppen under Energilandsby Holtug til borgermøde i Holtug Forsamlingshus

Forsker ved Roskilde Universitet Center, Tyge Kjær, har udarbejdet konkrete forslag til hvordan Holtug evt. kan blive mere grøn, – altså udskifte oliefyr og elvarme med vedvarende energi fra f.eks. et halmvarmeværk eller fra jordvarme. Interesserede kan læse Tyge Kjærs rapport på holtug.dk.

De mest interessante forslag er (efter Energigruppens mening):

– Et anlæg hvor en gruppe naboer går sammen om fælles jordslanger, gravet ned på en passende mark, – og med en stor fælles varmepumpe.

– Eller et anlæg hvor en gruppe naboer går sammen om fælles jordslanger, gravet ned på en passende mark, – men med hver sin varmepumpe ved ejendommen.

For begge anlægs vedkommende kan det udføres med enten lodrette eller vandrette jordslanger.

Energigruppen har lavet et skema der kan give en lille ide om hvad den enkelte kan spare ved at skifte varmeforsyning til et af de nævnte jordvarmeanlæg. Skemaet kan findes på www.holtug.dk. Udfyld skemaet med det nuværende forbrug og tag det med til mødet, hvor Energigruppen så vil gøre regnestykket færdigt.

Landsbyen Holtug, blev sammen med Højerup, i april 2013 udvalgt af byrådet til at deltage i et energilandsbyprojekt. I den forbindelse fik landsbyen bevilget 100.000 kroner til projekter der skal mindske energiforbruget og/eller øge andelen af vedvarende energi. Kommunen bevilgede i 2014 yderligere 100.000 energilandsbyen til brug i 2015 og 2016.

Der har blandt andet været gennemført et projekt der skulle få landsbyens beboere til at skifte til  LED-pærer.

Læs også: Energilandsby Holtug sætter fokus på LED belysning

Holtug omfatter cirka 250 husstande, fordelt på selve Holtug med opland, Råby med opland, samt Bøgeskoven med fiskerihavn og traktørsted. Bag energilandsbyprojektet i Holtug står et lokalt samarbejdsforum, bestående af borgerforening, forsamlingshuset, lodsejere, strandlauget, vandværket, menighedsrådet og bøgeskovens sejlklub.

Kommentarer