Samfund

Borgerne i Stevns Kommune lever længere tid

En nyfødt indbygger i Stevns Kommune kan forvente at leve i 80,6 år. Det er længere end landsgennemsnittet på 80,4 år.

Nyfødte danskere kan forvente at leve i 80,4 år. Men hvis man er født i Vest- og Sydsjælland er den forventede levetid dog kun 77,7 år for mænd og 81,7 for kvinder. Det viser en ny statistik fra Danmarks Statistik, der indeholder de seneste fem års dødelighedserfaringer.

Nyfødte i Stevns Kommune kan forvente at leve i 80,6 år. Sidste år lå tallet på 80,4 år. De nyfødte i Stevns Kommune kan altså forvente at leve i længere tid end landsgennemsnittet. Stevns Kommune kommer ind på plads nr. 49 mens Faxe Kommune halter bagefter med 79,8 år og kommer helt nede på plads nr. 76 på listen over de 94 kommuner der er med i opgørelsen.

Middellevetiden er stort set steget uafbrudt siden starten af 1990’erne

Middellevetiden stiger fortsat og er nu 79,0 år for mænd og 82,9 år for kvinder. Siden sidste år er der sket en stigning på 0,14 år for mændene og 0,03 år for kvinderne. Stigningen har været størst for mændene. Forskellen mellem mænd og kvinders middellevetid er således blevet reduceret fra 5,7 år i 1990 til de nuværende 3,9 år.

Nordsjællandske mænd og kvinder bliver ældst

Middellevetiden for hele Danmark dækker over forskelle mellem 11 landsdele. Både blandt mænd og kvinder findes den højeste middellevetid i Nordsjælland med hhv. 80,4 år for mændene og 83,8 år for kvinderne.

Til gengæld kan de fleste af de nyfødte i de fleste af kommunerne i Region Sjælland forvente at leve kortere end landsgennemsnittet. I den nordøstligste del af regionen lever man dog en smule længere end landsgennemsnittet.

Det er også for begge køns vedkommende Byen København, som har den laveste middellevetid med 77,2 år for mændene og 81,6 år for kvinderne. Byen København består af kommunerne København, Frederiksberg, Dragør og Tårnby.

Om opgørelsen

Middellevetiden for 0-årige er det gennemsnitlige antal år, som en nyfødt kan forvente at leve, forudsat at de nuværende dødshyppigheder holder sig konstante i fremtiden.

Der er næsten seks års forskel i levetid fra Gentofte, som topper listen, til Lolland i bunden:

  •          10. Lejre: 81,8 år
  •          12. Solrød: 81,7 år
  •          28. Greve: 81,1 år
  •          33. Roskilde: 81,0 år
  •          42. Køge: 80,7 år
  •          49. Stevns: 80,6 år
  •          57. Holbæk: 80,5 år
  •          69. Ringsted: 80,1 år
  •          75. Kalundborg: 79,9 år
  •          76. Faxe: 79,8 år
  •          77. Næstved: 79,8 år
  •          87. Sorø: 79,3 år
  •          88. Odsherred: 79,2 år
  •          89. Slagelse: 79,2 år
  •          91. Guldborgsund: 78,9 år
  •          92. Vordingborg: 78,7 år
  •          94. Lolland: 77,4 år

Kommunetallene dækker over de seneste fem års dødelighedserfaringer.

Kilde: Danmarks Statistik.

Kommentarer