Borgerne i Stevns Kommune tjener under landsgennemsnit
Lyder din lønseddel på 26.487 kr. før skat? Så tjener du det samme som gennemsnittet af danskere. Men det er de færreste kommuner, hvor de beskæftigede tjener så meget. I Region Sjælland er indkomsten kun over gennemsnittet i kommunerne tættest på København – 12 ud af 17 kommuner ligger under.
Borgerne i Stevns Kommune tjener i gennemsnit 26.202 kroner om måneden. Kun i otte kommuner i regionen er gennemsnitslønnen lavere. I Faxe Kommune er gennemsnitslønnen næsten 1.000 kroner lavere om måneden.
Borgerne i Gentofte, Rudersdal og Hørsholm har den højeste indkomst. Samsø, Læsø og Langeland har den laveste. Og borgerne i de rigeste kommuner tjener mere end dobbelt så meget som i de fattigste. Det viser nye tal, beregnet af Center for VækstAnalyse, som er en del af Væksthus Sjælland.
– Forskellene er med til at forklare, hvorfor hovedstaden er vækstduks i Danmark. Og så siger det noget om udfordringerne i Region Sjælland. Der er langt fra de 22-23.000 kr., man tjener i Vordingborg og på Lolland-Falster, til de knap 48.000 kr. i Gentofte, forklarer Mads Váczy Kragh, som er direktør for Væksthus Sjælland.
Region Sjælland ligger samlet set lige under landsgennemsnittet med en indkomst på 26.340 mod landsgennemsnittet på 26.487 kr. Men kigger man på kommunerne, er det kun 5 ud af 17 kommuner i Sjælland, som ligger over landssnittet, og det er dem tættest på hovedstaden Køge, Solrød, Greve, Roskilde og Lejre. Til sammenligning ligger kun 3 ud af 29 kommuner i hovedstaden under landsgennemsnittet.
– Sjælland er jo en ret opdelt ø. Hvor vi ude i Region Sjælland, på trods af at mange har job i hovedstaden, har en lavere indkomst end borgerne i hovedstaden. Og så står det for mig ret klart, at man bør balancere niveauerne bedre. Det er naturligt, at der er forskelle, men forskellene er meget store, fortæller direktøren.
De seneste år har Region Sjællands trukket sig fri af finanskrisen og skabt rigtig mange nye job. Men det er også sket på en baggrund, hvor man i finanskriseårene tabte omkring 18.000 job. Og det var så kraftigt et indhug, at der fortsat er et stykke op.
– Indkomsten siger jo rigtig meget om, hvilken type job man har. Og der betales en højere pris for et videnjob, end der gør for håndens arbejde. Begge typer job er ekstremt vigtige, men sådan er det. Væksten i Region Sjælland er trukket rigtig meget af byggeriet, men skal vi klare os bedre i fremtiden, skal vi have gang i de erhverv, som sælger viden, og gør det til udlandet, udtaler Væksthusdirektøren.
Udflytningen af job er ifølge direktøren et godt initiativ, men der skal mere til.
– Regeringen har jo været meget offensive med at flytte offentlige job ud, og det er rigtig godt, for det kan lindre. Men skal vi have vækst i hele landet, så skal vi gøre noget for erhvervslivet i udkanten også. Vi skal have forbedret finansieringsmuligheder, og så skal vi formå at give adgang til kvalificeret arbejdskraft. Det er helt afgørende for at indkomstniveauet i Region Sjælland forbedres, udtaler Mads Váczy Kragh.
Men direktøren i Væksthuset ser bestemt også lyst på fremtiden for Region Sjælland.
– Altså der er rigtig mange spændende virksomheder i Region Sjælland. Og de vokser rigtig meget også i udlandet. Deres udfordring bliver i højere og højere grad at finde de folk, de har brug for. Ingeniører er en kæmpe mangelvare. Og skal vi klare os i fremtiden, er det afgørende, at Region Sjælland selv har den arbejdskraft til stede, så den ikke skal trækkes ud af hovedstaden. Et naturligt næste skridt kunne være at regeringen rykkede visse længerevarende uddannelser ud af hovedstaden, udtaler Mads Váczy Kragh.
Kommuner | årsindkomst | månedlig indkomst |
Lolland | kr. 267.491 | kr. 22.291 |
Guldborgsund | kr. 275.238 | kr. 22.937 |
Odsherred | kr. 278.024 | kr. 23.169 |
Vordingborg | kr. 280.245 | kr. 23.354 |
Slagelse | kr. 290.953 | kr. 24.246 |
Næstved | kr. 303.135 | kr. 25.261 |
Faxe | kr. 304.768 | kr. 25.397 |
Kalundborg | kr. 308.665 | kr. 25.722 |
Stevns | kr. 314.427 | kr. 26.202 |
Sorø | kr. 316.045 | kr. 26.337 |
Ringsted | kr. 316.274 | kr. 26.356 |
Holbæk | kr. 317.809 | kr. 26.484 |
Køge | kr. 332.691 | kr. 27.724 |
Lejre | kr. 355.034 | kr. 29.586 |
Greve | kr. 361.084 | kr. 30.090 |
Roskilde | kr. 365.438 | kr. 30.453 |
Solrød | kr. 387.455 | kr. 32.288 |
Gennemsnit for hele landet | kr. 317.212 | kr. 26.487 |
Kilde: Center for VækstAnalyse og Danmarks Statistik
Kommentarer