Klippinge

Borgerworkshop for Magleby-Klippinge torsdag aften

Lokale ildsjæle indkalder nu borgerne i Klippinge og Magleby samt omliggende bebyggelser til en borger-workshop.

Torsdag 18. januar fra klokken 19 til 21 afholder lokale ildsjæle en borgerworkshop for alle borgere i Magleby og Klippinge i Magleby forsamlingshus. De ønsker at styrke det lokale fællesskab, blandt andet ved at finde ud af hvad skal der til for at Magleby-Klippinge bliver et endnu bedre sted at bo.

Formålet med borger-workshoppen, der er planlagt på vegne af foreningerne i Magleby og Klippinge, sammen med kirken og Skelbæk friskole, er at etablere en paraplyorganisation, så de lokale foreninger i fællesskab kan levere et endnu bedre tilbud til borgerne og lokalsamfundet. Ønsket er blandt andet at koordinere de lokale arrangementer bedre, så de ikke falder oven i hinanden.

– På workshoppen skal det klarlægges hvilke kvaliteter vi har i vore landsbyer og hvad der eventuelt kan gøre dem endnu bedre, lyder det fra den ene af initiativtagerne, Louise Halkjær Pedersen, der bor i Magleby. Hun er bestyrelsesmedlem i Magleby Forsamlingshus, Nordstevns G&I (NGI) og Udvikling Stevns (LAG).

Børn er meget velkomne til at lege i den lille sal! (Medbring selv legetøj).

Der vil være salg af kaffe og the. Hvis du har lyst til at bage en kage, eller har julesmåkager, der skal spises, så er du velkommen til at tage det med.

Bag initiativet står borgerforeningerne i Magleby og Klippinge, Magleby Forsamlingshus, Nordstevns G&I (NGI), egnens to vandværker samt flere grundejerforeninger. Desuden er Skelbæk Friskole og menighedsrådet for Magleby og Holtug med på sidelinjen.

Der planlægges en tilsvarende børneworkshop den 1. marts 2018.

Kommentarer