Borgmesteren glæder sig over ny strategi for turisme
Stevns: I mandags fremlagde regeringen ”Danmark i Vækst – Den Nationale Strategi for Dansk Turisme”, som skal fastholde den positive udvikling for dansk turisme. Mogens Haugaard (V) glæder sig over strategien, da det bliver tilladt at bygge tættere på kysterne.
Mogens Haugaard (V) var en glad borgmester, da han gennemgik den nye strategi for dansk turisme, som blandt andet tillader en liberalisering af planloven, der vil gøre det nemmere at bygge tæt på kysterne, skriver Politiken.
– Det kan vi bruge til noget. Vi har en stor udfordring i at kunne tilbyde flere overnatningsmuligheder til turister. Vi er på det nærmeste omgivet af vand på tre sider, så der er en meget stor del af kommunen, der ikke må bygges i, som det er nu. Det er en konkret drøm hos os, at området bliver mindre restriktivt, så der kan bygges kommercielt, siger Mogens Haugaard Nielsen til Politiken.
Den nuværende planlov begrænser mulighederne for at bygge kystnære turismefaciliteter, udvikling af campingpladser og ikke mindst udlægning af nye sommerhusområder. Ifølge Mogens Haugaard (V) er der brug for muligheden for udlægning af større sommerhusområder, da det kan trække flere turister til Stevns.
Selvom der er pres på overnatningsmulighederne på Stevns i øjeblikket, er kommunen i øjeblikket den kommune, som havde det laveste antal overnattende gæster i 2015 med 154.589 gæster. En ændring af planloven vil gøre det muligt for overnatningsstederne at udvide, så flere gæster kan overnatte.
En liberalisering af planloven vil være kærkommen for Stevns Kommune, da den i august sidste år skabte ”Masterplan 2020 for VisitSydsjælland-Møn”, hvori der står, at kommunen i 2020 skal have 30 procent flere overnattende gæster end i 2015. Det vil blive muligt, hvis der gives grønt lys til at udbygge flere steder på Stevns.
Kommentarer