Hårlev

Borgmesteren har store skjulte indtægter

Stevns: Borgmester Poul Arne Nielsen supplerer sin borgmesterløn med godt betalt bestyrelsesarbejde

Byrådspolitikere er ikke forpligtet til at oplyse om honorarer for privat bestyrelsesarbejde, som de ikke er indstillet til af kommunalbestyrelsen. Derfor tjener flere af landets borgmestre flere hundredtusinder kroner mere om året, end det kommunernes hjemmesider oplyser om.

Borgmesteren i Stevns Kommune, Poul Arne Nielsen (V) får knap en halv million kroner for to bestyrelsesposter i Dong Energy og Dansk Energi – foruden et ukendt beløb for to formandsposter i SEAS NVE og Sjællandske Medier – uden at det fremgår af kommunens opgørelser over byrådspolitikernes hverv og vederlag. Det skriver kommunen.dk.

Reglerne om offentliggørelse splitter regeringen og professor med speciale i demokrati og valg ved Aarhus Universitet Jørgen Elklit mener ikke at de tjener offentlighedens interesse.

– Denne sondring mellem to måder at se personen og udvælgelsen på er kunstig og urimelig. Borgmesteren er jo ikke bare en privatmand. Når han kommer til møde i den bestyrelse, hvor han er udpeget privat, så er han stadig borgmester, siger Jørgen Elklit til kommunen.dk.

Kommentarer