Borgmesteren skænker kaffe på biblioteket

Hårlev: Borgmester Poul Arne Nielsen kommer og skænker kaffen til de første gæster i Hårlev Biblioteks nye netcafé på tirsdag
Stevns Bibliotekerne starter nu netcafé op på kommunens tre biblioteker.
Tirsdag den 16. april klokken 10 åbner Hårlev Biblioteks netcafé. Den vil fremover være åben hver tirsdag fra klokken 10 til 12. På tirsdag vil borgmester Poul Arne Nielsen hjælpe med at fejre begivenheden ved at skænke kaffen til de første gæster.
– Vi har opdaget, at der er brug for andet og mere end de mange it-kurser, vi afholder, fortæller Marianne Sivertsen, leder af Stevns Kommunes it-læringsprojekt, internemt. Marianne Sivertsen fortæller videre:
– Der er simpelthen et behov for, at borgerne kan få individuel hjælp til specifikke ting. Derfor vil vi fremover holde åben netcafé to timer om ugen på hvert af de tre biblioteker. Her kan borgerne møde op uden tilmelding, og få hjælp til brug af it.
Der vil være personale til stede, som vil cirkulere blandt de fremmødte og hjælpe dem med netop deres udfordring.
Åbningstiderne for netcaféerne ligger uden for bibliotekernes åbningstid, så der er ro omkring café-gæsterne.
– Selv om vi selvfølgelig vil gøre hvad vi kan for at hjælpe gæsterne, bliver vi nødt til at erkende, at vi har vores begrænsning, fortæller Marianne Sivertsen med et smil:
– det, vi primært kan tilbyde hjælp til, er de emner, vi afholder kurser i, for eksempel internet, digital postkasse, netlydbøger og selvbetjening i forhold til det offentlige.
– Vi kan ikke tilbyde hjælp med teknikken. afslutter Marianne Sivertsen.
Lige som på de kurser, bibliotekerne afholder, er man velkommen til at medbringe egen bærbare pc. Man kan også medbringe en tablet-pc, eller vælge at bruge en af bibliotekernes pc’er.
Man er selvfølgelig stadig velkommen til at komme og få hjælp i bibliotekernes åbningstid – men når netcaféen er åben, kan personalet fokusere 100 procent på gæsterne i netcaféen.
Store Heddinge Biblioteks netcafé vil være åben hver mandag klokken 12 til 14, første gang mandag den 15. april.
Hårlev Biblioteks netcafé vil være åben hver tirsdag klokken 10 til 12, første gang tirsdag den 16. april.
Strøby Egede Biblioteks netcafé vil være åben hver torsdag klokken 10 til 12, første gang torsdag den 25. april.
Kommentarer