Hårlev

Børnekulturprojekt på vej til skoler og børnehaver

Stevns: 13 professionelle kunstnere skal, sammen med lærere og pædagoger, ryste skoler og børnehaver i Stevns kommune sammen med dans, teater, musik og billedkunst i Projekt Lys Luft Vand

Formålet med kulturprojektet ”Lys, Luft og vand”, er at styrke Stevns Kommunes børn og unges kreative tænkning samt at flest mulig børn i kommunen oplever professionel kunst og de kunstneriske arbejdsprocesser.

Emnerne ”Lys Luft Vand” er valgt på grund af deres elementære og livsbekræftende karakter. Det er også emner, som kan formidles gennem mange forskellige kunstarter – scenekunst, musik, billedkunst, litteratur. Målgruppen er elever fra 4-5 klasse samt de ældste børnehavebørn.

Med afsæt i det kendte og med udfordringen i det farlige og ukendte, som disse tre elementer repræsenterer, vil både børnehavebørn og skoleelever lære at arbejde med tværfaglig research og kunstneriske udtryksformer.

Håbet er at styrke børns og unges interesse for kunst og kultur og øge interessen for det lokale kulturliv, dvs. udvide kendskabet til de lokale foreninger og kulturinstitutioner ved at involvere dem i projektet som aktive samarbejdspartnere.

Projektet afsluttes til efteråret med en festival dag, hvor alle værker bliver udstillet.

Projektet, der gennemføres med hjælp fra kulturinstitutioner – Østsjællands Museum, de lokalhistoriske arkiver, Kulturafdelingen og andre, vil inddrage det kreative i børnenes hverdag fra maj til oktober i 2012.

Forældre og andre interesserede kan følge med på Internettet på Kulturprojekt Stevns blog.

Projektet Lys Luft Vand er igangsat af Stevns Kommunes Kulturafdeling i henhold til Børn og Ungepolitikken. Projektet har fået tilskud fra Statens Kunstråd.

Kommentarer