Børnepuljepenge ikke brugt på børn
Stevns Kommune har ikke brugt en krone af børnepuljen på at skaffe bedre normeringer i daginstitutionerne
Sidste år gav regeringen og Enhedslisten kommunerne 500 millioner kroner til bedre børnehaver og vuggestuer med flere pædagoger. Pengene blev udlagt til kommunerne uden stramme bånd. Og da det ikke har nogen konsekvenser for kommunerne, har mange af dem helt eller delvist, undladt at bruge deres andel af pengene på bedre normeringer. Det viser en ny opgørelse foretaget af BUPL.
Læs også: Kommunen skal tvinges til at ansætte pædagoger
Samtidigt viser en ny opgørelse at kommunerne har velpolstrede kommunekasser og solide overskud.
Af de otte kommuner, BUPL Sydøst dækker, har tre kommuner – Køge, Lolland og Stevns – ikke udmøntet en krone af regeringens pulje til kvalitetsløft. Fælles for to af de tre kommuner er også, at deres likviditet målt pr. indbygger ligger et pænt stykke over landsgennemsnittet.
Således ligger Stevns Kommunes kassebeholdning 40 procent over landsgennemsnittet og Køges 20 procent over.
Læs også: Stevns Kommunes kasse vokser år for år
– De kommuner, som putter børnenes penge i kommunekassen har ellers påberåbt sig, at de er økonomisk på hælene. Nu viser det sig ikke helt at passe, Ulla Smedegaard, formand for BUPL Sydøst.
Stevns, Lolland og Køge kommuner, der har valgt tilsidesat regeringens mål om bedre normeringer i daginstitutionerne, står nu med et alvorligt forklaringsproblem overfor deres borgere, mener Ulla Smedegaard.
Kommentarer