Brande i private hjem topper i december
Stevns Kommune: Der har været hele 22 brande per 1.000 indbyggere i Stevns Kommune i december måned i årene 2011 til 2015.
Regner man de brande med, der slukkes af beboerne selv, opstår der på landsplan op mod 6.800 brande i december. Brandvæsnet slukkede i gennemsnit 557 brande i private hjem i december måned i årene 2011-2015 – eller cirka 145 flere brande end i en gennemsnitsmåned. Dermed er julemåneden højsæson for brande i private hjem, så der er god grund til at tænde levende lys med omtanke og være opmærksom i sit hjem.
Og Stevns Kommune topper listen med hele 22 brande per 1.000 indbyggere i årene 2011 til 2015. Til sammenligning var der i samme periode 10 december-brande per 1.000 indbyggere i Faxe Kommune, 8 i både Køge og Næstved samt 16 i Vordingborg Kommune.
I dette tal indgår dog ikke de såkaldte ‘happy fires’, der er de mindre brande, som folk selv håndterer og slukker uden at tilkalde brandvæsenet. En undersøgelse fra Epinion fra 2015 viser, at flere end 60.000 danskere årligt oplever en ’happy fire’ i deres eget hjem.
– Hvis man medtager antallet af ‘happy fires’ svarer det til, at der hvert år er mere end 6.800 brande i december måned i private hjem eller cirka 1.300 flere brande end gennemsnittet. Derfor er det vigtigt, at både voksne og børn kender de klassiske brandfarer, er opmærksomme i hjemmet og følger nogle simple råd for at undgå, at julen ødelægges af en brand i hjemmet, forklarer Mads Dalgaard, kampagnemedarbejder i Beredskabsstyrelsen.
Fem gode råd til en brandsikker jul
Få en brandsikker jul ved at følge disse fem simple råd, når du tænder levende lys i stuen og laver julemad i køkkenet:
- Gå aldrig fra tændte, levende lys
- Den, der tænder, slukker
- Hav altid vand i nærheden
- Stil aldrig brandbare ting fra dig på komfuret
- Bliv i køkkenet, når du laver mad på komfuret
Beredskabsstyrelsen har udarbejdet en statistik over antal brande i private hjem i december i perioden 2011-2015, hvor brandvæsenet har været tilkaldt. Statistikken indeholder tal for alle landets kommuner.
‘Top 10’
- Samsø 32 brande
- Fanø 24 brande
- Faaborg-Midtfyn 24 brande
- Lolland 24 brande
- Morsø 23 brande
- Stevns 22 brande
- Guldborgsund 19 brande
- Assens 18 brande
- Bornholm 18 brande
- Vordingborg 16 brande
- Odsherred 16 brande
‘Bund 10’
- Allerød 2 brande
- Dragør 3 brande
- Egedal 4 brande
- Tårnby 5 brande
- Vallensbæk 5 brande
- Skanderborg 5 brande
- Silkeborg 6 brande
- Lyngby-Taarbæk 6 brande
- Herning 6 brande
- Furesø 6 brande
- Fredericia 6 brande
- Frederiksberg 6 brande
- Ærø 6 brande
Kommentarer