Efter branden: Expladan fyrer alle ansatte
Natten til tirsdag den 3. januar nedbrændte en produktionshal på plastikgenbrugsfabrikken Expladan på Industrivej i Hårlev.
Hallen kan ikke reddes, da alle tagspærene er brændt. Måske er det ikke alle maskiner, der er blevet ødelagt, men Expladan kan ikke fortsætte produktionen uden den nedbrændte produktionshal.
– hvis der ikke bliver bygget en ny produktionshal, så kan vi ikke starte igen. Det er forudsætningen, siger virksomhedens ejer, direktør Knud Holmager til Dagbladet. Han ved endnu ikke hvad der skal ske fremover, så han har afskediget alle ansatte.
Læs også: Expladans direktør opdagede selv branden
– Vi er seks inklusiv mig selv. Som situationen er, så har jeg været nødsaget til at afskedige alle ansatte i virksomheden. De har fået at vide, at de kan blive genansat på de samme vilkår, som de hidtil har været ansat på, hvis produktionen kommer op at køre igen. Men som situationen er nu, så er de afskediget, siger virksomhedsejer Knud Holmager til Dagbladet. Og han fortsætter:
– Nu skal politiet undersøge brandårsagen, før vi kan komme videre.
Kommentarer