Branden på Expladan i januar var påsat
Politiet søger vidner til opklaringsarbejdet i forbindelse med januar-branden på plastikfabrikken Expladan i Hårlev.
Natten til tirsdag den 3. januar nedbrændte en produktionshal på plastikgenbrugsfabrikken Expladan på Industrivej i Hårlev. Ifølge Dagbladet var det fjerde gang siden 1998, at det brændte på fabrikken.
Nu viser det sig, at branden var påsat. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Stevnsbladet.
Politiets tekniske undersøgelser har afsløret at branden er påsat, men Carsten Andersen, der er politiets kommunikationsansvarlige vil ikke afsløre, hvilke beviser de har fundet, af hensyn til den fortsatte efterforskning.
Han fortæller dog at Expladans direktør, Knud Holmager har fortalt politiet, at han natten før branden opdagede et smadret vindue. Knud Holmager har også oplyst at der ikke opbevares brandvæske i virksomheden.
– Vi vil meget gerne tale med nogen, der har hørt eller set noget til sagen. Det kan jo være, at en eller anden har talt over sig ved en lejlighed. Har man hørt noget sådant, eller har man en mistanke, så ring på 114, lyder opfordringen fra Carsten Andersen ifølge Stevnsbladet.
Kommentarer