Brinkholm introducerer Stevns Kassen
Karise: Brinkholm introducerer nu en regulær Stevns Kasse udelukkende med lokale økologiske produkter
Lørdag den 30. januar var der ekstraordinær generalforsamlig i landbrugslauget, som står for driften af Danmarks første forbrugerejede økologiske landbrug Brinkholm ved Store Linde. Baggrunden for indkaldelsen var at andelsforeningen skulle finde nogle friske kræfter til nye initiativer, som kan holde projektet kørende, ellers var der fare for at foreningen ville blive nedlagt.
Læs også: Andelsgården Brinkholm i fare for at blive nedlagt
De fremmødte på generalforsamlingen blev først og fremmest enige om, at der var ikke stemning for at sætte Brinkholm til salg.
Generalforsamlingen opfordrede derefter bestyrelsen til at arbejde videre med langsigtede udviklingsplaner i samarbejde med Økologisk Landsforening samt at profilere lokal økologi.
Nye øjne
Samarbejdet med Økologisk Landsforening handler konkret om deltagelse i foreningens projekt vedrørende Det Samfundsnyttige Landbrug. Projektet arbejder med 5 temaer som Det Samfundsnyttige Landbrug rummer:
- Samarbejde mellem landmænd
- Generationsskifte
- Lokal jordformidling
- Løsning af sociale opgaver og naturpleje i samarbejde med kommuner, staten eller sociale institutioner
- Samarbejde med borgeren
Alle temaer kan blive relevante handlemuligheder for LandbrugsLauget i fremtiden. Ikke mindst trænger løsninger for et generationsskifte sig på. Samarbejdet med Økologisk Landsforening starter i foråret 2016 og det vil vise sig, hvilke veje der derefter skal betrædes. Under alle omstændigheder betyder samarbejdet, at der kommer nye øjne på styrker og svagheder ved det økologiske landsbrugs ejerform og virksomhed.
Samarbejde med lokale økologer
Brinkholm introducerer nu en regulær Stevns Kasse udelukkende med lokale produkter. Målet er at gøre Stevns Kassen til et udstillingsvindue for økologiske producenter på Stevns og omegn. Brinkholm inviterer derfor alle økologiske producenter, som de har kendskab til i Stevns og Faxe kommuner med i samarbejdet om kassen. Brinkholm strækker sig også uden for kommunegrænsen hvis det er relevant, men princippet om økologi og den kortest mulige vej fra jord til bord holdes der fast i.
Historien om produkter og producenter er central for rigtig mange kunder og den vil vi kunne fortælle ‘fra hestens egen mund’ dvs. med producenternes egne ord.
– LandbrugsLauget tror på en fremtid for lokale produkter. Vi har i mange år leveret økologiske abonnementskasser med grønt og frugt og nu stiller vi skarpt på lokale produkter over for vores kunder, der for de flestes vedkommende bor i København, fortæller Bodil Holm fra Langbrugslauget.
Fakta om Stevns Kassen
Stevns Kassen kan bestilles fra mandag den 8. februar til levering søndag/mandag den 14. og 15. februar og derefter hver 14. dag. Brinkholm sammensætter en kasse med et relevant udvalg af de produkter gårdens lokale producenter kan tilbyde. Cirka en uge i forvejen vises indholdet på hjemmesiden.
Kassen pakkes på Brinkholm og den leveres mod bestilling til døren eller til depot inden for leveringsområdet. Det vil sige området fra Faxe til Storkøbenhavn, Roskilde, Veksø, Jyllinge. Alle produkter og producenter får hver gang nogle ord med på vejen, så kunden kan forsikre sig om oprindelse og kvalitet.
Stevns Kassen kan også afhentes lørdage efter klokken 14 på Brinkholm mod bestilling online på landbrugslauget.dk eller ved at sende en mail til info@landbrugslaget.dk.
Prisen er 225 kroner per kasse.
Det er muligt at kontakte Bodil Holm på telefon 23 34 82 99 eller via e-mail info@landbrugslauget.dk.
LandbrugsLauget på Brinkholm bor på Kulagervej 23, Store Linde, 4653 Karise. www.landbrugslauget.dk
Kommentarer