Brolægningen i Algade skal brydes op igen
Store Heddinge: Den nye brolægning i Algade i Store Heddinge skal pilles op og lægges om
Butikkerne i Algade i Store Heddinge kan se frem til en ny omgang byggerod. Stevns Kommune vil have brolægningen lagt om. Den kinesiske granit er sunket flere steder, blandt andet ved Nytorv.
Algade blev ellers officielt genindviet af borgmesteren ved juletræstændingen den 1. december.
Læs også: Algade officielt genindviet den 1. december
Den omfattende renovering var i første omgang sat til at være færdig i 2014, men i juni 2013 blev projektet fremskyndet til at blive færdigt op til julehandlen, 10 måneder før, den oprindelige plan.
– Når selv jeg kan se, at ujævnhederne allerede på nuværende tidspunkt er så store, at der dannes store vandpytter, når det regner, så bliver vi nødt til at se i øjnene, at det hele skal laves om, siger formanden for Plan- og Teknikudvalget: Flemming Petersen (V) til Dagbladet.
– Vi er blevet spurgt af flere: Hvorfor har I overtaget sådan et dårligt udført projekt? Til det kan jeg sige: Det har vi heller ikke. Vi har ikke accepteret projektet, siger Flemming Petersen.
Brolægningen er udført af det lokale entreprenørfirma Brdr. K. Hansen fra Lille Heddinge, men trafikudvalget vil ikke pege fingre af nogen endnu. Der er indkaldt til et møde med rådgivningsfirmaet Moe, hvor man vil forsøge at placere ansvaret.
Foto: Stevns.dk
Kommentarer