Brugsen i Rødvig lukket på grund af skadedyr

Dagli’ Brugsen på Vemmetoftevej i Rødvig har fået ubudne gæster. Personalet fandt ekskrementer fra skadedyr i lørdags.
Personalet hos Dagli’ Brugsen på Vemmetoftevej 1 i Rødvig fandt i lørdags nogle ekskrementer fra ’et større dyr end en mus’. Det skriver Dagbladet.
Søndag den 19. februar blev kunderne derfor mødt med et skilt på døren, med teksten: ’Skadedyr – Vi har desværre fået uindbudte gæster og må holde butikken lukket på ubestemt tid’. Ifølge en sms udsendt til kunderne søndag morgen, er der tale om ‘et større dyr end en mus’.
– Vi tager ingen chancer med kundernes sikkerhed i den her forbindelse. Det er Coops politik, og det følger vi selvfølgelig til punkt og prikke, siger uddeler Peter Thomsen fra Dagli’ Brugsen til Dagbladet.
Ifølge Dagbladet går der mindst 48 timer inden butikken kan åbne igen, efter at skadedyret er blevet indfanget. Indtil videre tyder alt derfor på at butikken også holder lukket onsdag.
– Der er et stort rengøringsarbejde foran os, hvor vi bliver nødt til at kassere rigtigt mange fødevarer af sikkerhedsmæssige grunde, siger uddeler Peter Thomsen til Dagbladet. Og han afslutter:
– Jeg er mest ked af det på kundernes vegne, da der jo er flere ældre kunder, som ikke sådan lige har mulighed for at handle andre steder.
Kommentarer