BUPL ønsker flere penge til daginstitutionerne
Stevns Kommune: Daginstitutionerne får et lille løft, men kommunen afsætter for få penge til folkeskolereformen ifølge BUPL
Sidste år fik Stevns Kommune 1,7 millioner kroner af regeringen, som skulle anvendes til bedre normeringer i institutioner for børn mellem 0 og 6 år. Pengene blev ikke brugt på børnene, og forsvandt i kommunekassen. Med budgettet for 2014 har kommunen delvist skiftet kurs.
Stevns Kommune vil nu anvende én mio. kroner af beløbet til bedre kvalitet på daginstitutionsområdet.
Men det er ifølge faglig sekretær i BUPL Thomas Riis-Andersen uklart, hvad pengene præcist skal gå til:
– BUPL ser det som et skridt i den rigtige retning, og vi arbejder på at få kommunen til at bruge pengene til det, de er bestemt for: Bedre normeringer i børnehaver, vuggestuer og 0-6-års institutioner?
Forligspartierne har på anlægssiden afsat 17-18 millioner til integrerede 0-6-års institutioner. Også det ser BUPL som et fremskridt. Af såvel økonomiske som pædagogiske grunde anbefaler fagforeningen 0-6-års institutioner.
På folkeskoleområdet har kommunen med forliget taget en række overordnede beslutninger: Økonomien bevilges ud fra, at den understøttende undervisning deles ligeligt mellem pædagoger og lærere. Klubberne skal ind under skolerne og omdannes til SFO2’er, og så vil man fastholde taksterne på fritidstilbuddene selvom åbningstiden beskæres. Det sidste bekymrer BUPL:
– Vi risikerer, at forældrene ikke vil betale samme beløb for kortere åbningstid og melder børnene ud. Det bekymrer os, siger Thomas Riis-Andersen.
BUPL er også bekymret for, at kommunen ikke afsætter ekstra penge til skolereformen ud over det beløb, de får fra regeringen. Fagforeningen mener ikke, der er tale om en tilstrækkelig finansiering.
Kommentarer