Byd 2016 velkommen med en nytårsgåtur
Gjorslev: Hjerteforeningens Motionsklub Stevns inviterer for 36. gang hele familien på nytårsgåtur nytårsdag.
Fredag den 1. januar 2016 afholder Hjerteforeningens Motionsklub Stevns den traditionelle nytårsgårtur med start mellem klokken 12.00 og 13.30. Mødestedet er ved havnen i Gjorslev Bøgeskov.
Ved startstedet vil alle få udleveret 1 stk. gratis bingokort. Derefter går man årets rute på en rundstrækning i Bøgeskoven og langs vandet. Turen er 5,1 km. På ruten er der ophængt 12 store Hjertetavler, som man afkrydser på sin bingoplade. Med alle rigtige har man vundet en af de flotte præmier. Der er et præmiebord til de voksne og et til børnene.
Nytårsmarchen afvikles for 36. gang og har været holdt hvert år siden 1980 – undtagen i 2011, hvor vejret drillede. På fredag er der en særlig gave til deltager nummer 30.000 siden starten. Den er sponseret af Østsjællands Vaskerifond og Comwell i fællesskab.
Husk at tage en blyant med til at krydse pladerne af med.
Efter turen serverer Hjerteforeningen varme drikke, frugt og småkager.
Alle kan være med.
Der er ingen tilmelding, man møder bare op.
Det er gratis at deltage.
Nytårsgåturen i Gjorslev Bøgeskov er en af mange ture, som Hjerteforeningens frivillige arrangerer over hele landet. Se oversigten over ture på www.hjerteforeningen.dk
Nytårsturen foregår den 1. januar 2016 med start mellem klokken 12.00 og 13.30 Mødestedet er ved det grønne område efter havnen i Gjorslev Bøgeskov.
Kommentarer