Store Heddinge

Byggebranchen har brug for flere kvinder

I dag er det de færreste piger, der vælger en fremtid som håndværker. En ny landsdækkende indsats vil besøge landets folkeskoler og erhvervsskoler for at få flere piger til at vælge en fremtid som håndværker.
Byggebranchen mangler medarbejdere, og der er brug for både piger og drenge, lyder det fra Dansk Byggeri

Kvindelige håndværkere skal være rollemodeller i landets folkeskoler og få flere piger til at vælge en erhvervsuddannelse. Men erhvervsuddannelserne skal også ændre attitude, så flere piger kan se sig selv som kommende elev. Projektet Boss Ladies vil i de næste tre år på både folkeskoler og erhvervsskoler landet over prøve at få flere piger i folkeskolens afgangsklasser til at se muligheder i en fremtid som håndværker. Her vil piger i 8. og 9. klasse blandt andet blive tilbudt at komme i praktik i en virksomhed.

– Det handler om, at der ikke er ret mange folkeskoleelever, der ved, hvilke muligheder en erhvervsuddannelse giver, og om at de unge tør vælge en anden ungdomsuddannelse end gymnasiet. Men pigerne skal også kunne se sig selv i det studiemiljø, der er på erhvervsskolerne. Projektet Boss Ladies tager fat i begge dele, og det er der behov for, siger underdirektør i Dansk Byggeri, Louise Pihl.

Der vil allerede i 2025 mangle 17.000 faglærte i bygge-, anlægs- og installationsbranchen.

– Derfor er det vigtigt, at vi kan rekruttere fremtidige medarbejdere blandt både mænd og kvinder, men også fordi det giver en anden kultur på arbejdspladserne, når der både er mænd og kvinder, siger Louise Pihl.

Tal fra Dansk Byggeri viser, at 91 procent af de ansatte i byggebranchen er mænd. Dansk Byggeri har nedsat et Kvinderåd, der i november kommer med en række anbefalinger til, hvordan man får flere piger til at vælge en fremtid i byggebranchen.

– Vi skal have gjort op med myterne om, at man skal være en stor stærk mand for at arbejde i byggebranchen. I dag er der så mange hjælpemidler, at det ikke størrelsen på medarbejdernes overarme, der er afgørende, men i højere grad, at man kan sit håndværk, siger Louise Pihl, underdirektør i Dansk Byggeri.

Kommentarer