Byrådet har godkendt fusion af beredskaber
Stevns Kommune: Beredskabet i Stevns Kommune skal fusioneres med beredskaberne i Køge, Solrød, Greve og Roskilde kommuner
Kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune har godkendt, at arbejdet med at fusionere beredskaberne i Stevns, Køge, Solrød, Greve og Roskilde kommuner sættes i gang. Fusionen skal resultere i et fælles beredskab fra 1. januar 2016, der skal betjene borgerne i de fem kommuner.
Læs også: Fem kommunale beredskaber slås sammen
– Når borgerne i Stevns Kommune fra 1. januar 2016 ringer til beredskabet, er det et fælles beredskab for Stevns, Køge, Solrød, Greve og Roskilde, de får fat i. Vores klare forventning er, at de lokale serviceniveauer fortsætter uændret, så borgerne i Stevns Kommune kan forvente samme betjening, som vi har i dag’, siger borgmester Mogens Haugaard Nielsen. Han forklarer:
– I forbindelse med at fem beredskaber bliver til et, er det klart, at synergien vil give nogle gevinster, som vi kan høste; blandt andet skal normeringerne tilpasses den nye organisering. Fusionen ligger jo et år ude i fremtiden, så her i første omgang skal vi have etableret et fælles selskab, der skal udpeges en interim bestyrelse med borgmester og politidirektører fra de fem kommuner, og der skal ansættes en beredskabschef, der skal fungere som projektleder af hele fusionsprocessen, siger Mogens Haugaard Nielsen.
Baggrund
I aftalen om kommunernes økonomi for 2015 har Kommunernes Landsforening aftalt med regeringen, at kommunerne senest den 1. januar 2016 skal have etableret op mod 20 beredskabsenheder organiseret i tværkommunale samarbejder. Det er på den baggrund, at Greve, Solrød, Køge, Stevns og Roskilde Kommuner nu igangsætter arbejdet med at fusionere beredskaberne.
Kommentarer