Byretten i Roskilde vil på skoleskemaet på Stevns

Stevns Kommune: Byretten i Roskilde ønsker at besøge skolernes 8.-9. klasser i retskredsens kommuner, heriblandt Stevns Kommune
Domstolsstyrelsen har udarbejdet et nyt undervisningssite Kend din ret med tværmedialt undervisningsmateriale om domstolene og retsvæsenet. til samfundsfagsundervisningen i skolernes 8. og 9. klasser. Målet er at styrke danskernes kendskab til, hvordan domstolene fungerer.
Roskilde Retskreds ønsker i den forbindelse besøge skolernes 8.-9. klasser i retskredsens kommuner, heriblandt Stevns Kommune. Klasserne kan få besøg af en af rettens jurister, der fortæller om rettens arbejde og svarer på elevernes spørgsmål.
Det er også muligt at besøge retten med klassen og opleve en retssag. Det anbefales at man kombinerer besøget med undervisningsforløbet, for at gøre undervisningen endnu mere spændende.
– Mange danskere sidder på skolebænken i årevis uden at blive undervist i, hvordan retsvæsenet og domstolene fungerer. Hvis almindelige borgere ikke forstår, hvordan retsvæsenet fungerer, kan det gå ud over tilliden til domstolene. Det vil vi gerne være med til at lave om på. Derfor har vi ved domstolene lavet et nyt undervisningsmateriale, Kend din ret, og det vil vi gerne følge op på her i Roskilde ved at tilbyde 8. og 9. klasses elever at få besøg af en af rettens jurister, fortæller dommerfuldmægtig Pernille Buck Bendtson til lokalavisen.dk.
Undervisningsmaterialet består blandt andet af animationer af sagers gang gennem systemet og videoklip med dommere og eksperter. Man kan printe opgaver ud. Og endelig er en quiz om straf og strafferamme, der skal teste elevernes viden og give svar på nogle af de misforståelser, der ofte finder sted inden for området.
Kommentarer