Store Heddinge

Café Algade optaget i fornem spiseguide

Store Heddinge: Café Algade i Store Heddinge er blevet optaget i Den Danske Spiseguide

Café Algade er blevet optaget i kategorien »Kniv og gaffel« i Den Danske Spiseguide. Kategorien omfatter spisesteder med »et interessant køkken med god pris / kvalitetsrelation«. De danske restauranter bliver opdelt i seks kategorier. »Kniv og gaffel« er den sjette kategori.

Vi havde faktisk fundet en oase, står der i motivationen fra Den Danske Spiseguide, efter et besøg af det gastronomiske hold på Café Algade. Det skriver Dagbladet.

– Det er vi naturligvis både stolte over og lidt ydmyge over for. Især taget i betragtning, at der ikke står et stort køkkenhold bag de retter, som vi serverer, siger Café Algades indehaver, Pia Damsgaard til Dagbladet.

Den Danske Spiseguide er en online service der dækker over 250 restauranter fra hele Danmark. Næste udgave udkommer til oktober. Det koster 89 kroner om året at få online adgang til restaurantanmeldelserne. Spiseguiden fås også som bog eller app til iPhone og iPad.

Kommentarer