Store Heddinge

Café Stevnen åbner officielt fredag den 1. juni

Store Heddinge: Værestedet Café Stevnen’s projektgruppe er i fuld gang med gøre klar til den officielle åbning af cafeen i morgen, fredag den 1. juni klokken 15

Uofficielt er værestedet allerede åbent og mange borgere har nået at kigget inden for i de hyggelige lokaler i Algade, der tidligere husede Hinges Konditori. Og cirka 15 frivillige borgere har bidraget med arbejdskraft og input, for at gøre lokalerne klar til åbningen i morgen fredag den 1. juni.

Café Stevnen, der har Cafe Paraplyen i Haslev som forbillede, kører foreløbig som et pilotprojekt i seks måneder, hvorefter projektgruppen skal evaluere, om ideen er holdbar og om cafeen skal fortsætte.

Projektgruppen håber at udvikle Café Stevnen til en socialøkonomisk virksomhed, som en underafdeling af KFUM’s sociale arbejde. Indtægterne skal komme fra genbrugsbutikken samt salg af mad og gruppen håber på en samarbejdsaftale med Stevns Kommune om aktivering af borgere på overførselsindkomst. Derudover er der gode værkstedsmuligheder, hvor brugere kan renovere nogle af de ting og møbler, der indleveres til Cafeens genbrugsbutik, samt meget andet, for der er mange muligheder i huset, i haven og de omkringliggende bygninger.

Ansvaret for den daglige drift skal varetages af en deltidsansat leder, mens frivillige og brugere skal stå for driften og afviklingen af de forskellige aktiviteter.

Café Stevnen er både et tilbud til frivillige, der har ressourcer og overskud til at yde ”en hjælpende hånd” til andre, men også et tilbud til dem, der måske selv har et behov for identitet og socialt samvær.

På cafeen vil man kunne købe en kop kaffe, the og kage til yderst fornuftige priser samt finde nogle at snakke med, om stort og småt – ganske uformelt. Der må ikke nydes alkohol i cafeen.

En lang række lokale sponsorer har gjort det muligt at få startet og etableret værestedet, heriblandt Stevns Brand Fond der har givet 30.000 kroner. Caféen har også fået 10.000 kroner fra de kommunale §18 midler.  Stevns LAG (Lokal Aktions Gruppe) har givet tilsagn om at støtte Café Stevnen med 200.000 kroner, der dog er båndlagte, så de først kan udbetales, når Værestedet har fået støtte fra andre på det samme beløb i alt.

Hvis man vil være frivillig kan man kontakte Liselotte Kannik-Marquardsen på telefon 5650 3254.

Værestedet Café Stevnen modtager også gerne nips, møbler og andre ting til genbrugsbutikken. Man kan kontakte Merete Overgaard på telefon 5628 6685 eller Hanne Nilsson på telefon 5650 6119 eller 5132 1808.

Man kan følge Værestedet Café Stevnen på Facebook.

Caféen åbner officielt fredag den 1. Juni 2012 i forbindelse med Store Heddinge by night.

Derefter vil den have åbent følgende dage Mandag – Torsdag og Søndag fra kl. 14.00-17.00

Kommentarer