Store Heddinge

Café Stevnen takker for 1200 karklude

Store Heddinge: “Tak er kun et fattigt ord” står der i en sang af ældre dato. Men har man modtaget gaver fra anonyme, så kan det være svært at komme af med sin tak.

Indsendt af Jette Balslev fra Café Stevnens Venner

I Café Stevnens Venner er vi netop i den situation, at vi er helt overvældet over, at så mange mennesker i Stevns kommune har gjort os en stor glæde ved at strikke og hækle karklude til vores arrangement ved Store Heddinge by Night den 24. juni.

Idéen med ophængning i Algade er egentlig helt fra 1959, hvor man holdt Nathuefest og hængte nattøj ud på gaden. En festlig begivenhed, som borgerne syntes godt om, det blev en fin aften dengang. Og nu står vi her med over 1200 karklude, som så mange (i sagens natur flest kvinder) har glædet os med, Rødvig Borgerforening ikke at forglemme, og vi skylder dem alle en kæmpestor tak. Ikke bare for selve det, at der er leveret hjemmegjorte karklude, men også for de venlige tanker, der ligger bag.

Vi kender ikke navnene på de allerfleste af giverne, så derfor forsøger vi her i vores læserbrev også at fortælle, at i vores eget lille samfund er der utroligt meget samfundssind – og tak for det.

Store Heddinge by Night

De mange karklude sælges til Store Heddinge by Night fredag den 24. juni.

Pris per karklud: 20 kroner, 3 for 50 kroner og 7 for 100 kroner

I Café Stevnen har brugerne en konkurrnce om, hvor mange penge foreningen mon tjener den 24.  Konkurrencen afsluttes torsdag den 23. klokken 17.00. Præmien er 200 kroner.

Kommentarer